Erhverv

Modedronning starter nyt tøjbrand

Med årtiers erfaring fra modebranchen, starter den tidligere chefredaktør, skribent og forlagsejer Malene Malling nu sit eget tøjmærke - og det skal være meget mere end bare tøj.

Malene Malling er forlægger og ejer af Malling Publications, der udgiver Cover og Horse Rider's Journal Foto: Miriam Dalsgaard

Efter 20 år i modebranchen er den ukronede »dronning af dansk mode«, erhvervskvinden Malene Malling, nu klar med sit første tøjmærke. Og det skal ikke bare være tøj - det skal være et helt univers af ting, som kan findes i hjemmet.

Sådan skriver Børsen.

Mærket, der netop er blevet lanceret, hedder La Bagatelle - opkaldt efter Malene Mallings hus ”Bagatel”. Det lille hus, der ligger i Taarbæk udenfor København, har ikke bare været inspiration til tøjmærkets navn, men har også været afgørende for udviklingen af brandet, ifølge Malene Malling.

»Idéen er, at alt fra La Bagatelle skal være noget, der kunne være her i huset,« siger hun til Børsen og tilføjer:

»Jeg er startet med tøj, men siden skal det blive til et helt univers, så der kan komme accessories, skåle, fade, en bænk til. Alt, der kunne være her.«

Målet med tøjmærket er imidlertid, at det hele skal være skræddersyet i Danmark, og noget, som man vil og kan beholde i lang tid. Det skal være bæredygtigt, og der bliver kun fremstillet få eksemplarer af hvert stykke tøj.

»Jeg vil gerne lave din yndlingsjakke. Den du har, til du slider den op, og måske ender med at lappe om mange år, fordi du holder så meget af den. Så den bærer endnu mere historie med. Tøj, der er helt vildt særligt,« siger Malene Malling.

Malene Malling selv er heller ikke helt fremmed for modebranchen. Faktisk har den kun 46-årige kvinde været et kendt navn i branchen i årtier. Hun startede som modeskribent på Politiken inden hun i 2002 startede modemagasinet Costume. I 2003 startede hun så sit eget forlag, Malling Publications, der bl.a. udgav det nu lukkede magasin Cover, og som i dag laver kampagner for flere store modevirksomheder. Alene Malene Mallings forlag, som hun er eneejer af, kunne i seneste regnskab præsentere et overskud på 2,8 mio. kr.




BRANCHENYT
Læs også