Serier

Danmarks udenrigshandel er tilbage på niveauet før corona

Corona rammer verden
For marts isoleret er den danske eksport af varer og tjenester samlet steget med 4,6 procent. Foto: Gregers Tycho

En vækst i eksporten og importen er med til at bringe udenrigshandlen tilbage på niveauet før corona.

Danmarks handel med udlandet er tilbage på niveauet fra før coronakrisen.

Det kommer, efter et første kvartal hvor både eksport og import er vokset. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene er korrigeret for sæsonudsving.

For marts isoleret er den danske eksport af varer og tjenester samlet steget med 4,6 procent. Den samlede import er ligeledes steget med 4,6 procent.

Ifølge Danmarks Statistik er det både varer og tjenester, som har bidraget til stigningerne i eksporten og importen.

Med tallene for marts er den danske udenrigshandel nu tilbage på samme niveau som før coronapandemien og den store opbremsning i verdenshandlen.

- Eksporten er kommet flyvende fra start i år. Det var ellers ikke under de bedste forudsætninger, at vi startede året, skriver Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar.

Mange lande har således været ramt af høje smittetal og nye nedlukninger.

Men i modsætning til nedlukningerne sidste år har fremstillingsvirksomhederne i udlandet ikke været lukket ned i samme omfang.

- Det er godt nyt for dansk eksport og bidrager til den gode stime, skriver Niklas Praefke.

BRANCHENYT
Læs også