E-handelsbureauet Grafikr tjener millioner på at hjælpe iværksættere
Holdet bag Grafikr har specialiseret sig i e-handel. Nu tjener de millioner på at gøre mindre virksomheder klar til vækst.
Tv-programmet Løvens Hule og e-handelsbureauet Grafikr har én særlig ting tilfælles. De tiltrækker de samme typer.
Da iværksætterne bag Eyda, Moonboon og Copenhagen Cartel i sidste sæson af Løvens Hule gæstede programmet, tog de alle tre en investering med hjem, men det er ikke det eneste, de har til fælles. Alle tre gør også brug af Grafikr, som er vokset markant det seneste år.
»Løvens Hule deltagere er typisk spot on vores målgruppe, men vi gør ikke noget aktivt for at tiltrække netop dem. Det kommer helt naturligt. Vores målgruppe er den slags virksomheder, der får en form for funding, som de skal bruge til at vækste, og derfra hjælper vi dem,« siger Kiranan Luxmy, stifter og adm. direktør i Grafikr.
Grafikr har specialiseret sig i online salg. Virksomheden hjælper sine kunder med alt det tekniske, der er forbundet med at drive en webshop. Det gælder lige fra udviklingen af webshoppen til rådgivning om, hvordan man skaber gennemslagskraft og opnår et målbart afkast.
Særligt det seneste år har interessen for Grafikrs service været stor, og derfor kunne virksomheden sidste år levere et overskud på knap en mio. kr.
»Vores kunder er typisk selv ved at vækste helt vildt. I takt med, at de bliver større, vokser vi også, fordi projekterne bliver større. Samtidigt er vi blevet et meget mere etableret brand, som flere har fået øjnene op for, og så har vi fået strømlinet vores processor internt,« siger Kiranan Luxmy.
Virksomhedens primære kundegruppe er folk, der satser på online salg samt scaleup-virksomheder, der, når de indgår en aftale med Grafikr, som regel omsætter for 1 mio. kr. årligt.
Efterspørgslen på hjælp fra Grafikr er steget markant, og derfor rekrutterer virksomheden hastigt for tiden. Den seneste måned er virksomheden gået fra at have 21 medarbejdere til 25. I den forbindelse er lokalerne i Randers blevet for små, og derfor åbner virksomheden en afdeling i København inden længe.
»Vi kommer til at vækste toplinjen 100 pct. i år, og bundlinjen den kommer vi også til at fordoble«, siger Kiranan Luxmy.