Erhverv
BREAKING

Hackerangreb på verdens største kødproducent kan sende prisen i vejret

Den amerikanske kødproducent JBS er blevet hacket, og fabrikker over hele verden er midlertidigt lukket ned.

Hackere har med et sofistikeret angreb på en af verdens største kødproducenter, amerikanske JBS, udløst lukning af fabrikker i flere lande, og det kan få priserne på kød til at stige. Foto: WEF

Den amerikanske kødproducent JBS Inc. er blevet hacket i et sofistikeret angreb, der har tvunget producenten til at lukke fabrikker flere steder i verden.

JBS er verdens største virksomhed inden for forarbejdet kød, og hackerangrebet har betydet en midlertidig nedlukning af nogle af koncernens fabrikker i Australien, Canada og USA. Det rammer tusindvis af slagteri- og pakkeriarbejdere, skriver BBC.

Angrebet er så omfattende, at det kan føre til mangel på forarbejdet kød og/eller føre til prisstigninger på verdensplan.

Som det også var tilfældet for nylig med et hackerangreb på den amerikanske olierørledningsoperatør Colonial Pipeline, så forlanger hackerne løsepenge for at ”frigive” netværket igen.

I tilfældet JBS, så er der endnu ikke offentliggjort et beløb på kravet fra hackerne, men JBS oplyser, at der er forlangt løsepenge for få frigivet koncernens it-systemer.

Ifølge en melding fra Det Hvide Hus, så er det en cyberkriminel gruppe, der står bag angrebet og dermed kravet om løsepenge.

»JBS meddelte Det Hvide Hus, at løsesumskravet kommer fra en kriminel organisation, der sandsynligvis er baseret i Rusland. Det Hvide Hus er i direkte forbindelse med den russiske regering om denne sag, og har meddelt den, at ansvarlige stater ikke giver husly til cyberkriminelle, « siger Karine Jean-Pierre, der er talskvinde for Det Hvide Hus.

JBS er verdens største leverandør af kød med flere end 150 fabrikker i 15 lande. Selskabet blev etableret i Brasilien i 1953 som et slagteri og JBS Inc er et datterselskab af brasilianske JBS S.A. I dag har selskaber over 150.000 ansatte.

JBS står for næsten 25 pct. af alt forarbejdet oksekød og 20 pct. af det forarbejdede svinekød i USA.

Læs også