Erhverv

Flere presser sig ind i allerede pakket udbringningsmarked

Udbringningsmarkedet er i kraftig vækst i Danmark, og det lokker håbefulde iværksættere og internationale koncerner til fadet.

Købmand Bjørn Jacobsen med Spar-supermarkedet i vestjyske Borbjerg er en af de dagligvarebutikker under Dagrofa som i løbet af coronakrisen har skruet op for nethandel. Kunder kan bestille varer, som pakkes i Spar-butikken, hvor de kan afhentes eller blive leveret fra. Foto: Casper Dalhoff.

Det går ikke stille for sig på markedet for udbringning af takeawaymad og dagligvarer.

Ifølge Dansk Erhverv er andelen af danskere, der handler dagligvarer, mad og drikke på nettet, steget med 34 pct. i 2020. Det tiltrækker både iværksættere og etablerede koncerner, der presses til at nytænke forretningen.

Mens måltidskassekoncernen Aarstiderne har planer om at åbne en online-købmandsbutik, pønser madudbringningsplatformen Wolt også på at træde ind i supermarkedernes verden.

»Vi vil gerne til at levere dagligvarer. Nogle af vores konkurrenter leverer pludselig også måltidskasserne eller vil lave andre ting, der minder mere om vores. Der vil helt sikkert ske nogle skift, så grænserne eroderer, og så det hele smelter lidt sammen,« siger Søren Svendsen, direktør for Wolt i Danmark.

Finans giver her et overblik over selskaberne og deres planer med nedenstående liste, der er langtfra udtømmende.

Madtjenesterne

Just Eat: Madudbringningsplatform, der er grundlagt i Danmark i 2001, og som er den største i landet. Siden stiftelsen har platformen ekspanderet til en række europæiske lande. Just Eat fusionerede i april med Takeaway.com og er med 60 millioner brugere blevet til verdens største virksomhed inden for online madbestilling uden for Kina.

Wolt: Finsk madudbringningsplatform, der trådte ind i Danmark i 2017. Siden da har selskabet etableret sig på markedet som et af de største. Wolt planlægger nu at træde ind på markedet for udbringning af supermarkedsvarer og andre relevante varer fra butikker i lokalområderne. Virksomheden vil i eftersommeren teste konceptet Wolt Market, hvor forbrugerne kan bestille mad til levering eller afhentning.

Hungry.dk: Dansk madudbringningsplatform, som blev etableret i 2013. Hungry.dk er delvist ejet af den internationale koncern Delivery Hero, som bidrog med en kapitaltilførsel på 52 mio. kr. for at sætte turbo på platformens udbredelse.

Roomservice: Madudbringningsplatform, som blev grundlagt i 2009 og er ejet af Freeway-koncernen, der står bag datingsiden Dating.dk. Her bliver restauranterne screenet for at leve op til en bestemt kvalitet.

Takeout Group: Madudbringningsplatform, der stiller sin it-platform til rådighed for restaurantkæder og andre, som gerne vil rive sig løs fra de store udbringningsplatforme og have en platform med deres eget brand. Takeout Group tilbyder at stå for logistikken ved udbringning.

Supermarkederne

Nemlig.com: Dansk online-supermarked, der leverer varer direkte til kunderne og har ingen fysiske butikker. Selskabet var i 2020 danskernes næstmest brugte webshop lige efter Zalando, viser tal fra Dansk Industri. Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen er hovedejer.

CoopMad: Coop, som driver omkring 1.000 dagligvarebutikker i form af bl.a. Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Irma, etablerede CoopMad i 2016 og har siden da etableret sig som en udfordrer til Nemlig.com. Coop er samtidig gået ind på markedet for måltidskasser.

Salling Group: I kølvandet på interessen for at få leveret supermarkedsvarer til døren har Salling Group i marts i år indført muligheden for, at Føtex-kunder kan få leveret varerne til hoveddøren. Derudover har koncernen i noget tid tilbudt kunderne at få pakket deres varer i Føtex og Bilka og derefter selv afhente dem ved varehuset. Derudover har Salling Group købt sig ind i måltidskasse-selskabet Skagenfood.

Rema1000: Rema 1000 i Danmark introducerede i 2016 en udbringningsordning kaldet Vigo, hvor kunderne ordner indkøbene for hinanden. Her er det private mennesker, der gerne vil tjene en ekstra skilling, som melder sig til at ordne indkøbene. Det betyder også, at man ikke kan være sikker på at få sin leverance, hvis ingen bider på og vil tage ordren.

Dagrofa: Købmandskoncernen har tidligere holdt sig ude af onlinehandel og fokuseret på butikkerne i kæderne Meny, Spar og Min Købmand. Under coronakrisen er der dog eksperimenteret med onlinesalg ud af 40 lokale butikker i Spar-kæden, som nu er blevet til en fast løsning, hvor flere butikker fra koncernens tre kæder skal kobles.

Udfordrerne

Gorillas: Tysk online-supermarked, som på samme måde som Wolt Market har etableret lagerhaller med supermarkedsvarer, som kunderne kan bestille online og få leveret. Virksomheden har endnu ikke officielt meddelt sine planer om at træde ind på det danske marked, men samtlige jobopslag på Gorillas hjemmeside er stillinger i København som alt fra varehusmedarbejder over logistikkoordinator til chef for budene.

Hellofresh: Den fremadstormende tyske måltidskassekoncern trådte ind i Danmark i 2020 med det klare mål om at blive størst inden for en kort årrække. Det er den børsnoterede koncerns erklærede mål at ekspandere selskabets markedsplads, så måltidskasse-kunderne kan bestille, hvad de ellers har brug for af varer sammen med kasserne.

Aarstiderne: Dansk måltidskasseleverandør, der startede op allerede i 1996 som leverandør af kasser med grøntsager. Senere har selskabet fået succes med at sælge måltidskasser, og nu vil Aarstiderne ligesom Hellofresh supplere med en online-købmandsbutik, som åbner i 2022.

Læs også