Serier

Virolog i Wuhan afviser laboratorielæk i sjælden udtalelse

Det er ikke bevist, at coronavirus undslap laboratorie i Wuhan, siger kinesisk forsker om laboratorieteori.

Corona rammer verden

Det var ikke en lækage fra et specialiseret laboratorie, der forårsagede sundhedskatastrofen.

Det siger den kinesiske virusekspert Shi Zhengli, som har en central rolle i kontroverserne omkring pandemiens udbrud i storbyen Wuhan.

- Hvordan i alverden skulle jeg kunne fremlægge beviser for noget, hvor der ikke er nogen beviser, siger Shi Zhengli til The New York Times i sjældne udtalelser til medierne.

- Jeg ved ikke, hvordan verden er kommet frem til dette med konstant at hælde skidt ud over en uskyldig forsker, siger hun til det amerikanske dagblad.

Præsident Biden har bedt USA’s efterretningsvæsen om at undersøge, om coronavirusset er kommet fra vilde dyr eller fra et kinesisk laboratorie.

En rapport forventes at ligge klar på Bidens bord til august.

Kina betegner teorien om, at virusset skulle stamme fra et laboratorie i byen Wuhan som ”en absurd historie”.

Teorien om en lækage fra et laboratorie har været i omløb længe og blev også nævnt af den tidligere amerikanske administration under Donald Trump. Men den blev afvist som en konspirationsteori af de fleste.

Teorien har imidlertid vundet mere og mere frem i de seneste måneder, hvor den har fået næring af rapporter om, at tre forskere på Wuhan Instituttet for Virologi blev syge i 2019 efter at have besøgt en flagermusgrotte i den sydvestlige kinesiske provins Yunnan.

Shi er ekspert i flagermuscoronavirus, og nogle forskere har sagt, at hun måske har ledet såkaldte gain-of-function eksperimenter, hvor virus gøres mere farligt, så dets virkninger bedre kan undersøges i deres værtsceller.

Ifølge The New York Times offentliggjorde Shi og hendes kolleger i Wuhan-laboratoriet en rapport om et eksperiment, hvor de skabte ny coronavirus ved at blande og sammensætte dele af forskellige andre flagermusvirus - deriblandt et, som næsten kunne overføres til menneskeceller, så deres evne til at inficere og replicere sig kunne udforskes.

Men i en e-mail til The New York Times siger Shi, at hendes eksperimenter var forskellige fra gain-of-function eksperimenter, da virus ikke blev gjort mere farlige.

I stedet havde forskerne fokus på at undersøge, hvordan virus kunne smitte på tværs af forskellige arter.

- Mit laboratorie gennemførte ikke og deltog ikke i gain-of-function eksperimenter, siger hun.

BRANCHENYT
Læs også