Trods coronaår: Milliarderne strømmer ind i magtfulde fonde
Trods coronakrisen er både indtjeningen og uddelingerne i landets største fonde steget, viser en opgørelse. Forventningen er, at de gode takter fortsætter.
Danmarks magtfulde kæmpefonde, der ejer en række af landets største virksomheder, øgede trods coronaens skygge indtjeningen i 2020. Også fondenes uddelinger til bl.a. kunst, forskning og corona-indsatsen steg.
Det viser en gennemgang af fondenes regnskaber, som Finans har foretaget.
»De fondsejede virksomheder gør det generelt rigtig godt. Fondene er langsigtede ejere, og vi har set, at det bl.a. giver stabilitet og innovationskraft. Man kan også se, at uddelingerne er steget betragteligt de seneste 10-12 år, og det er rigtig vigtigt for Danmark,« siger Marianne Philip, bestyrelsesmedlem i flere store fonde og formand for Komitéen for god fondsledelse.
Finans’ opgørelse viser, at landets 20 største fonde i 2020 havde et samlet overskud på 36 mia. kr. - en fremgang på 7 pct. i forhold til året før. Den samlede egenkapital er steget 7 pct. til 615 mia. kr. Det er bl.a. stigninger i Novo Nordisk Fonden og Coloplast-aktionæren Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der trækker den samlede formue i vejret.
»Mange af de erhvervsdrivende fonde, som står bag nogle af de store virksomheder, har oplevet gode tider det seneste år,« siger Mads Lebech, direktør i A.P. Møller Og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal, også kaldet A.P. Møller Fonden.
Selvom mange af de store selskaber, fondene sidder på store ejerandele i, har været ramt af coronakrisen, har der alligevel været økonomiske muskler til at sende penge op i fondene. Og indtjeningen er steget i fondsejede kæmper som Novo Nordisk, Mærsk og VKR Holding.
Fondene uddeler hvert år store summer til en bred vifte af formål inden for bl.a. forskning, kultur, sociale og humanitære tiltag. Opgørelsen viser, at de største fonde samlet bevilgede 14 mia. kr. sidste år - en spids over niveauet i 2019.
Mads Lebech forventer en fortsat positiv udvikling.
»Jeg er ikke insider, men jeg kan følge aktiekursen og udmeldingerne fra A.P. Møller-Mærsk, hvor udbyttet bidrager med en pæn andel af A.P. Møller Holdings resultat. Så med den struktur, Fonden har, vil min forventning ikke være et faldende uddelingsniveau over årene,« siger Mads Lebech.
Meldingen er samstemmende fra en stribe fonde, Finans har talt med.
»Vi forventer at øge vores bevillinger markant. Det skyldes, at vores formue vil fortsætte med at udvikle sig,« siger Steffen Lüders, kommunikationschef i Novo Nordisk Fonden, der er Danmarks i særklasse mest uddelende fond. Novo Nordisk Fonden bevilgede sidste år 5,5 mia. kr. til bl.a. forskning, uddannelse og sociale initiativer, fem gange så mange penge som nummer to, A.P. Møller Fonden.
Selvom indtjeningen i fondene er steget, har fondene dog også mærket coronakrisen, der bl.a. har gjort det svært at igangsætte fysiske aktiviteter. Det har man mærket i Det Obelske Familiefond, der bl.a. støtter kunst og tiltag inden for mental sundhed. Fonden støtter bl.a. et initiativ med frivillige, der ledsager udsatte personer, når de f.eks. skal til aftenskole, til psykolog eller til møde med kommunen.
»Den slags fysiske aktiviteter, hvor det kræver at du går ud og får fat i nogle mennesker og banker på hos dem og siger: ”Nu skal vi afsted”, de bliver lidt kvalt i covid-nedlukning. Det hjælper ikke at ringe op på Teams og sige: ”Nu skal vi til lægen”,« siger John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond.
Komitéen for god fondsledelse har udarbejdet et sæt anbefalinger for god ledelse, som fondene opfordres til at følge. Hvis ikke fondene følger anbefalingerne, skal fonden forklare, hvad den i stedet har gjort og hvorfor. En stikprøveundersøgelse blandt 70 af de i alt 1380 fonde, som Komitéen for god fondsledelse gennemførte sidste år, viser, at 83 pct. af fondene efterlever anbefalingerne.
»Ligesom sidste år kan det dog igen i år konstateres, at der stadig er plads til forbedring. En del af de fonde, der oplyser, at de ikke følger en given anbefaling, er stadig ikke helt gode nok til at forklare, hvorfor fonden ikke følger anbefalingen, og hvordan fonden i stedet har valgt at indrette sig. Herudover er der en klar tendens i retning af, at efterlevelsen blandt de store fonde fortsat er højere end blandt de mindste,« skriver komitéen i sin årsberetning.