Dansk flyselskab fordobler millionunderskuddet
2020 har ikke været et nemt år for det nystartede flyselskab Great Dane Airlines, men hos ledelsen er man stadig optimistisk omkring den kommende sommer.
Coronakrisen bankede hårdt til Great Dane Airlines med et tocifret millionunderskud i det nystartede flyselskabs første regnskabsår. Nu kan flyselskabet så præsentere sit andet regnskab nogensinde, og det er ikke mere tilfredsstillende end det første.
Great Dane Airlines, der blev stiftet i 2018, har lidt under et 2020 med begrænsede flyvninger på grund af coronakrisen, og derfor lander selskabets årsresultat på -50,6 mio. kr. Det er en fordobling af underskuddet fra 2019, som lød på 25,3 mio. kr.
Dengang skrev flyselskabets revisor i regnskabet, at der var »væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift« og at »selskabets fortsatte drift er betinget af, at virksomheden i resten af 2020 kan realisere forventningerne til charterflyvninger, belægningsprocenter på ruteflyvninger samt udviklingen i markedsbestemte variable omkostninger«.
De samme toner spiller i seneste regnskab, hvor selskabets ledelse også kalder resultater for »utilfredsstillende«.
Når det så er sagt, så har Thomas Hugo Møller, adm. direktør i Great Dane Airlines, alligevel håb for fremtiden. Tilbage i marts fortalte han Finans, at han regnede med at flyene ville blive fyldte med chartergæster lige så snart rejserestriktionerne blev løftet.
»Jeg tror på, at der kommer en ketchup-effekt, for vi har brug for at komme sydpå og slappe af,« sagde han dengang.
Og det viser sig, at han havde ret. Rejsebureauer oplever lige nu et boom i salg af charterrejser, der er så stort, at man har måtte ansætte ekstra personale og indsætte flere fly på populære ruter.