Wolt-konkurrent er klar til at indtage Danmark
En tysk konkurrent til både Wolt og Nemlig.com sætter kursen mod Danmark - og med lynhurtig levering er man godt på vej til at overhale de to velkendte leveringsservices indenom.
Impulskøb fra sofaen når nye højder, når den tyske leveringsservice Gorillas ruller ud i Danmark. Her lover man levering af dagligvarer på bare ti minutter og til den nette sum af 15 kr.
Sådan skriver Fagbladet 3F.
Gorillas blev stiftet for lidt over et år siden i Tyskland og er sidenhen blevet udbredt til 12 byer rundt om i Europa. Helt konkret fungerer det ligesom appen Wolt, som allerede er en stor succes i Danmark. Man bestiller sine dagligvarer gennem en app, og disse bliver så leveret af bude på elcykler.
Med sin rekordhurtig levering forsøger Gorillas altså at overhale Wolt indenom - men Wolt svarer igen. Her har man nemlig besluttet sig for også at oprette en dagligvareservice, hvor små varelagre rundt om i Danmark skal gøre det muligt for Wolt-bude at levere indkøb på små 30 minutter.
Det er samme strategi Gorillas bruger, men blot med væsentlig korte leveringstid.
Aktuelt er Gorillas den hurtigst voksende forretning i Europa og har en anslået markedsværdi på seks mia. kr.
Gorillas har ikke afsløret endnu, hvor det er planlagt at åbne i Danmark også, men på virksomhedens hjemmeside fremgår det, at man allerede nu søger en række fuldtidsansatte i København.