Erhverv

Rigmand har reddet fransk fodboldklub fra økonomisk undergang

Bordeaux undgår at blive sat under administration, efter at tidligere Lille-ejer har overtaget fodboldklubben.

En af Frankrigs største fodboldklubber er blevet reddet på målstregen.

Bordeaux stod til at blive sat under administration, men det har traditionsklubben nu undgået, efter at forretningsmanden Gerard Lopez har fået grønt lys til at overtage den.

Det oplyser Bordeaux tirsdag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Lopez er tidligere ejer af den franske mester, Lille, og ejer i øjeblikket den belgiske klub Mouscron samt Boavista i Portugal.

Den spansk-luxembourgske forretningsmand har forhandlet med den nu tidligere amerikanske ejer, investeringsselskabet King Street, og banken Fortress om overtagelsen af Bordeaux.

Ifølge fodboldklubben er de garantier, Lopez er kommet med i forhold til overtagelsen, blevet godkendt af Bordeauxs bestyrelse og dens finansielle rådgivere.

Det indebærer blandt andet, at Lopez skal garantere, at han kan betale for lejen af Bordeauxs stadion - 4,9 millioner euro om året - og samtidig overbevise fransk fodbolds økonomiske vagthund, DNCG, om, at hans plan for at drive klubben er økonomisk holdbar.

Bordeaux understreger, at overtagelsen ikke er endelig, før alle dokumenter er underskrevet.

I april oplyste King Street, at investeringsselskabet, der købte Bordeaux for 100 millioner euro i 2018, ikke længere ønskede at poste penge i klubben, og at den ville blive sat under administration.

Bordeaux blev stiftet i oktober 1881 og har spillet i den bedste franske række hver sæson siden 1992.

Med profiler som Dugarry, Lizarazu og Zinedine Zidane nåede holdet i 1996 frem til Uefa Cup-finalen, hvor det dog endte med et samlet nederlag til Bayern München over to kampe. Det skete i øvrigt i danske Jakob Friis-Hansens eneste sæson i Bordeaux.

Klubben har vundet det franske mesterskab seks gange, senest i 2009. I den forgangne sæson sluttede Bordeaux på 12.-pladsen i Ligue 1.

BRANCHENYT
Læs også