Erhverv

Politiet efterforsker 278 sager om svindel med hjælpepakker, og flere er på vej

Det er helt utilstedeligt, når der sker svindel med hjælpepakkerne, siger justitsminister Nick Hækkerup. Indtil videre undersøges svindel for omkring 120 mio. kr.

Bagmandspolitiet, der har det formelle navn Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), har foreløbigt sendt 278 sager om mulig svindel med coronahjælpepakker videre til politikredsene. Foto: Lars Krabbe.

Mens hjælpepakkerne til erhvervslivet under coronakrisen er hastigt under afvikling, vokser antallet af sager, hvor myndighederne har mistanker om snyd.

Bagmandspolitiet oplyser, at det foreløbigt har sendt 278 sager om mulig svindel med hjælpepakker ud til videre efterforskning i politikredsene, og en ny bølge kan være under opsejling, når Erhvervsstyrelsen den kommende tid iværksætter kontroller i forbindelse med virksomhedernes slutafregning af pakkerne.

»Vi vil denne gang have et mere fintmasket net i vores kontrol, da vi jo allerede har data, som vi kan samkøre med forskellige registre. Dertil kommer en række andre kilder som eksempelvis whistlebloweranmeldelser og indberetninger fra hvidvasksekretariatet. Så selvfølgelig vil det føre til flere anmeldelser fra vores side,« siger direktør Katrine Winding fra Erhvervsstyrelsen.

Erhvervsstyrelsen tegner sig for langt størstedelen af anmeldelser til bagmandspolitiet. Bagmandspolitiet foretager en indledende vurdering af sagerne og supplerer dem evt. med informationer om mistænkelige pengetransaktioner fra det særlige hvidvasksekretariat, inden de sendes ud til videre efterforskning i politikredsene.

Mange af de sager, bagmandspolitiet har videresendt, handler om, at virksomheder har indrapporteret et for højt antal medarbejdere, eller at ansatte, der har været på arbejde, er blevet angivet som hjemsendt.

I alt 150.000 virksomheder skal den kommende tid slutafregne over for Erhvervsstyrelsen, oplyser Katrine Winding, som ikke vil spå om, hvor mange nye anmeldelser kontrollen vil kaste af sig:

»Hidtil har det jo været en anden type sager, som vi har anmeldt, herunder virksomheder, som har opfundet medarbejdere, som rent faktisk ikke eksisterer. Nu står vi i en situation, hvor vi denne gang kan forholde os til informationer om, hvad der faktisk er hændt. Hvor mange medarbejdere endte med at være hjemkaldt, og hvor stor blev det faktiske fald i omsætning?,« siger hun.

I 2020 besluttede politikerne at firedoble straffen for at forbryde sig imod en række bestemmelser i straffeloven, hvis forbrydelsen omhandler snyd med hjælpepakker under coronakrisen.

»Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en række store økonomiske hjælpepakker, som skal holde hånden under vores virksomheder i en meget vanskelig tid. Derfor er det også helt utilstedeligt, når der sker svindel med hjælpepakkerne, for det slår sprækker i den indsats, der er gjort for at hjælpe vores erhvervsliv under covid-19. Derfor ved jeg også, at SØIK (bagmandspolitiet, red.) og politikredsene har stort fokus på de her sager, så vi som samfund kan vide os sikre på, at hjælpen går til de rigtige,« siger justitsminister Nick Hækkerup i en skriftlig udtalelse.

I Københavns Politi er det forventningen, at alle sager - med undtagelse af dem, der bliver henlagt - skal behandles som straffesager ved domstolene, og sagerne kommer i en tid, hvor der i forvejen er pres på politiet.

Vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi Peter Reisz oplyser dog i en skriftlig udtalelse, at sagerne bliver prioriteret højt, og at der er iværksat efterforskning i langt størstedelen af de sager, som kredsen har modtaget indtil videre.

Han tilføjer, at Københavns Politi de seneste år har oplevet en »markant stigning« af anmeldelser om økonomisk kriminalitet.

»Det har selvfølgelig skabt et ekstra pres på vores afdeling for denne type sager. Der er i den ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden afsat flere kræfter til efterforskningen af økonomisk kriminalitet. I forlængelse heraf har Københavns Politi udvidet afdelingen, så vi på sigt kan få nedbragt både sagsbehandlingstiden og antallet af verserende sager. Det er et område, som desværre er i fortsat vækst, og som vi derfor har stort fokus på,« siger han.

I Skattestyrelsen har man hidtil anmeldt 25 sager med mistanke om svindel med moms- og skattelån, men det tal vil også stigende i de kommende måneder, forudser underdirektør i Skattestyrelsen Kim Tolstrup:

»Jeg vil gætte på, at vi til efteråret vil lande på omkring 100 sager, der ender med en politianmeldelse. Det vil ske i forbindelse med, at vi får færdigbehandlet de sager, som vi er i gang med at kontrollere, og hvor der er tegn på forsøg på snyd,« siger han.

Lene Wacher Lentz, adjunkt på Aalborg Universitet og ekspert i strafferet, mener, det bliver spændende at se, hvordan anklagemyndigheden og domstolene vil bruge bestemmelsen om firedobbelt straf for coronaforbrydelser.

»Der vil blive lagt en standard i forhold til, hvad man kan lave af almindelige fejl, som man selv retter op på bagefter, og hvor grænsen går mellem fejl og svindel,« siger hun.

De sager, der indtil videre er anmeldt til bagmandspolitiet, omhandler samlet lidt over 120 mio. kr. Det skal ses i lyset af, at der ifølge Erhvervsstyrelsen er blevet udbetalt omkring 40 mia. kr. i bl.a. lønkompensation og støtte til faste udgifter.

Læs også