Erhverv

Fitnessmilliardær tjener 300 millioner mindre end sidste år

Selvom overskuddet er mere end 300 mio. kr. lavere end sidste år, er Fitness World-stifter Henrik Rossing ganske tilfreds med det seneste resultat hos sit holdingselskab, Bensimon Rossing.

Henrik Rossing solgte sine sidste aktier i Fitness World kort inden coronakrisen brød ud i Danmark og alle centre måtte lukke. Foto: Arkiv. Foto: Thomas Borberg

For nyligt kunne Henrik Rossing, stifter af fitnesskæden Fitness World, præsentere et rekordgodt årsregnskab i sin bilvaskkæde Wash World. Det samme gør sig dog ikke gældende for hans private selskab Bensimon Rossing, hvor et netop offentliggjort regnskab viser et overskud, der er faldet med et trecifret millionbeløb siden sidste år.

Det er der imidlertid en god forklaring på.

Henrik Rossing stiftede nemlig den store fitnesskæde Fitness World og blev i 2015 milliardær på salget af samme til den norske kapitalfond FSN Capital. I slutningen af 2019 solgte han sine sidste ejerandele i kæden, hvilket indbragte Henrik Rossing og hans kone knap 330 mio. kr.

Derfor lød overskuddet i parrets private holdingselskab i 2019 også på svimlende 435,9 mio. kr. I år er overskuddet droslet til knap 80 mio. kr. - altså omkring 355 mio. kr. mindre end året før.

Størstedelen af milliardærparrets indtjening kommer nu fra bilvaskkæden Wash World, som i år øgede bundlinjen til 13,1 mio. kr. og havde en bruttofortjeneste på knap 69 mio. kr.

Derfor er Rossing-parret også ganske tilfredse med årets resultat.

»Årets udvikling og resultat anses for tilfredsstillende,« står der i ledelsesberetningen i regnskabet fra Bensimon Rossing ApS.

Henrik Rossing lever en tilværelse uden for offentlighedens søgelys og udtaler sig kun ganske sjældent i medierne.

Læs også