Verden har næsten 21 mio. dollarmillionærer - 1,2 mio. kom til alene sidste år
Gruppen af superrige - en formue over 30 mio. dollars - voksede procentvis endnu mere i coronaåret.
Coronakrisen har været nådig mod gruppen af dollarmillionærer i verden.
Sidste år voksede gruppen af dollarmillionærer - en formue over 6,2 mio. kr. - med 6,3 pct. og dermed rundende denne gruppe i alt 20,8 mio. medlemmer, viser den årlige World Wealth Report fra Capgemini.
Der er tale om personer med en formue på over 1 mio. dollars i frie midler.
Rapporten over velstanden i verden har også en kategori, der betegnes som superrige. Det vil sige folk med en formue på over 30 mio. dollars eller hvad der svarer til ca. 187 mio. kr.
Her steg antallet procentvis endnu mere på verdensplan. Gruppen blev udvidet med 9,6 pct. og tæller nu 200.900 personer.
»De allerrigeste bliver fortsat endnu rigere. Rapporten viser også, at der selv i et år, hvor Corona har raset, er sket en markant vækst i antallet personer med en likvid formue på over en million dollars. For et år, hvor bruttonationalprodukterne i alle lande er faldet, må man konstatere, at det er udviklingen på de finansielle markeder og den fortsat store strøm af penge ud i markedet fra centralbankerne, som et langt stykke af vejen driver formuefremgangen,« siger Claus Rydkjær, adm. direktør i Capgemini Danmark.
For første gang i fem år topper Nordamerika listen med flest nyslåede dollarmillionærer med 10,7 pct. fremgang til i alt syv millioner mennesker.
Asien er nummer to på listen med en fremgang på 5,8 pct. til 6,9 millioner dollarmillionærer.
Europa fik 2,8 pct. flere dollarmillionærer, så der her er 5,4 millioner mennesker med over en million dollars i frie midler.
Capgeminis årlige rapport tegner også et billede af, hvor i verden man finder den største koncentration af rige personer.
Det er i USA, Tyskland, Kina og Japan, hvor der i dag tilsammen bor 62,9 pct. af verdens rigeste - en fremgang fra 61,9 pct. i 2019 og en vækst for de fire lande på hele 58,4 pct. siden 2012.
World Wealth Report 2020 viser også, at England i 2020 oplevede en tilbagegang på 3 pct. i antallet af de rigeste, så der i 2020 var 573.000 personer med en millionformue i dollars. Også Brasilien og Kuwait oplevede et fald på henholdsvis 6 pct. og 0,8 pct.
Danmark er ikke dækket i årets rapport. Det er til gengæld Norge og Sverige.
I Sverige voksede andelen af dollarmillionærer med 7,8 pct. til samlet 152.700 personer. I Norge kunne 2,5 pct. flere kalde sig millionærer i dollars, så der i alt er 186.200 nordmænd på listen.
World Wealth Report dækker 71 lande med mere end 98 pct. af verdens bruttonationalprodukt.