- Opdateret 12/07/2021 kl. 15:33
Christian Harlang mister sin advokattitel - igen
Advokatnævnet har frataget den tidligere advokat Christian Harlang hans bestalling - endnu engang. Han har indbragt afgørelsen for domstolene.
Christian Harlang, der i sommeren 2018 gik konkurs og derfor mistede retten til at virke som advokat, har endnu engang mistet den ret af Advokatnævnet.
Det fremgår af en afgørelse fra nævnet, som sikrer, at advokater følger reglerne for god skik i branchen.
I afgørelsen er opført en række forhold, bl.a. at han ikke ”behørigt har medvirket til”, at Advokatrådet kunne gennemføre tilsyn i hans advokatfirma i juni 2018, at han har taget et salær på 467.875 kr. fra en afdød i forbindelse med udarbejdelsen af et testamente, uden at dette arbejde var aftalt eller reelt udført, og han har overført penge fra en klientkonto til en anden konto uden, at klienten havde besluttet det.
Der er i nævnets afgørelse i alt ni forhold, som altså ender med, at nævnet fratager ham retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, og han skal desuden betale advokatomkostninger i forbindelse med den aktuelle klage til Advokatnævnet.
Boet efter Christian Harlangs advokatfirma lukkede i juli 2019 med et hul på 21,7 mio. kr.
Det økonomiske underskud efter hans personlige konkurs lød dengang på 28,6 mio. kr.
De to udpegede forsvarere for Christian Harlang har under sagen overordnet set nedlagt påstand om, at han skal frifindes. Nogle punkter har de dog ment skulle afvises, eller at sanktionen skulle være mildere.
Christian Harlang skriver i en e-mail til Finans, at ca. 70 pct. af hans dokumentation er udeladt i forbindelse med Advokatnævnets behandling af sagen.
»Jeg er sikker på at en grundig behandling af sagen ved domstolene vil medføre en underkendelse af nævnet, der som en del af den indre stat i DK har forfulgt mig siden jeg i september anlagde iraktortursagerne mod Forsvarsministeriet,« skriver han bl.a.
Ifølge Christian Harlang er Advokatnævnet »instrument for politisk repression overfor systemkritikere af det stadigt dårligere fungerende retsvæsen«.
»Jeg ser frem til at nævnets elendige og partiske sagsbehandling og afgørelse bliver underkendt af domstolene. Uanset udfaldet heraf, er jeg kun 68 år, og vil efter gældende regler og praksis efter nogle år kunne generhverve bestallingen, der kun er frakendt ”…indtil videre.”, og ser frem til, når jeg er i 70’erne at kunne føre sager ved domstolene i DK om borgernes retsbeskyttelse overfor statsmagten,« skriver Christian Harlang.
Han anlagde i 2017 selv sag an mod Advokatnævnet i et forsøg på at få erstatning. Han mente, at nævnet havde »truffet en lang række usaglige afgørelser under anvendelse af et tocifret antal overtrædelser af for nævnet som offentlig myndighed gældende retsregler,« hed det i stævningen.
Men denne stævning afventer endelige afgørelser i en sag, hvor Advokatnævnet tidligere har pålagt Christian Harlang en bøde på 100.000 kr. i en sag om en ældre dement dame. Denne afgørelse har Christian Harlang indbragt for domstolene, og den afventer nu afgørelse i Østre Landsret.