Dansk lastbil var fanget i oversvømmelserne i Tyskland
Lastbilen er en del af Freja Transport & Logistics. Ifølge selskabets direktør er det den eneste af selskabets enheder, der har været i kontakt med de enorme vandmasser. Ingen chauffører er kommet til skade.
Billeder af en lastbil fra det danske transportfirmaet Freja Transport & Logistics, der var fanget i de voldsomme oversvømmelser i Tyskland, har over weekenden spredt sig på flere udenlandske medier.
Ifølge selskabets adm. dirketør, Jan Sunde, er der tale om et enkeltstående tilfælde, da lastbilen er den eneste af selskabets enheder, som har været direkte i kontakt med de enorme vandmængder.
»Det drejer sig om en enkelt lastbil, som har været hårdt medtaget af oversvømmelserne og stået et prominent sted, hvor der er blevet filmet hele weekenden. Ingen chauffører er kommet til skade, og driften er mere eller mindre normaliseret igen, fordi vandmasserne over weekenden har trukket sig tilbage, og det hele er løsnet op,« siger direktøren, der ikke har kendskab til, at andre danske transportselskaber har været fanget i oversvømmelserne.
Selvom lastbilen fra Freja Transport & Logistics ifølge Jan Sunde er den eneste fra den Skive-baserede speditør, som har været fanget i vandmasserne, så har yderligere 20 af selskabets biler har stået stille henover weekenden som følge af oversvømmelserne.
Det betyder, at flere af selskabets kunder den forgangne uge har oplevet forsinkelser på transporten, fordi de berørte lastbiler blev sendt ud på større omveje.
»Forsinkelserne vil nok være omkring et lille døgns tid. Det er et område, som knytter sig til transport til Frankrig, Spanien eller lignende. Alt omkring Tyskland gør ondt, når det går i stå, men det er irrelevant. Det er materielle skader. Menneskerne er det vigtigste, og der er ingen af vores chauffører, som har været udsat for noget,« siger Jan Sunde.
Han fortæller, at det tyske politi nåede at gelejde størstedelen af lastbilerne udenom de ufremkommelige veje og understreger samtidig, at de materielle skader, som selskabet har haft i forbindelse med de tyske oversvømmelser aldrig kan måle sig katastrofens omfang.
Dødstallet i de katastroferamte områder i Tyskland voksede søndag til 188.
De europæiske oversvømmelser, der begyndte onsdag, har i Tyskland særligt ramt delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen samt dele af den sydlige delstat Bayern.
Lastbilen fra Freja Transport & Logistics var fanget omkring Erftstadt i delstaten Nordrhein-Westfalen.