Verdens rigeste mand fløj ud i rummet - og landede sikkert igen
Jeff Bezos er efter ti minutters flyvetur ud i rummet landet uden problemer.
Klokken 15.13 kunne rumraketten New Shepard forlade jorden fra Texas - og dermed var Jeff Bezos i ti minutter ikke den rigeste mand på jorden.
Efter en helt planmæssig tur, der bragte rumkapslen 107 kilometer op, landede Jeff Bezos sikkert med rumkapslen, som blev båret af tre faldskærme det sidste stykke.
»Jeg har det helt ufatteligt godt« lød det fra rigmanden over radioen, da han lige var landet. Gennem vinduerne sendte han ’thumbs up’ til omverdenen imens.
Den meget omtalte flyvetur i egen rumraket gik dermed helt efter bogen for Jeff Bezos, der er kendt som Amazons stifter, med en formue på mindst 1.200 mia. kr. Han har udover Amazon også brugt sine kræfter på selskabet Blue Origin, som nu for første gang er i stand til at flyve med mennesker ombord.
Blue Origin-raketten har fløjet 15 gange uden at styrte. Men risikoen for en katastrofal fejl var ikke lig nul af den grund på denne flyvetur, som var den første bemandede tur.
I stedet for at bruge test-piloter har Jeff Bezos på trods af det valgt selv at være ombord, så snart det blev muligt at tage passagerer med i rummet med Blue Origins raketter.
Udover Amazon-stifteren var også Jeff Bezos’ bror Mark Bezos, 18-årige Oliver Daemen samt den 82-årige Wally Funk, som tilbage i 1960’erne blev udvalgt som en potentiel kvindelig astronaut – men aldrig kom ud i rummet dengang.
Opsendelsen med Jeff Bezos ombord var kulminationen på en 21 år lang mission for Amazon-iværksætteren, som tilbage i 2000 grundlagde raketfirmaet Blue Origin.
Målet var at bygge en raket, som kunne sende mennesker ud i rummet, men undervejs kom også Elon Musk og Richard Branson og blandede sig i kapløbet. Elon Musks SpaceX har siden sendt astronauter til Den Internationale Rumstation, mens Richard Branson kun lige fik overhalet Jeff Bezos med et mulehår ved at tage samme korte tur i rummet den 11. juli i år.
Jeff Bezos har fortalt, at han har drømt om at flyve ud i rummet siden han var fem år gammel, og de seneste år har han fast solgt Amazon-aktier for én milliard dollars hvert år for at finansiere Blue Origin-eventyret.
Rumkapslen New Shepard fløj første gang i 2015 og er designet til denne her type af korte ture ud i rummet, med store vinduer så betalende passagerer får den bedst mulige udsigt. Efter få minutter deler raketten sig i rumkapsel og løfteraket, og begge dele lander igen på jorden, ligesom SpaceX’s raketter.
Blue Origin har flere andre projekter undervejs, inklusive en rumkapsel der skal kunne sende mennesker til månen igen.