Erhverv

Sygeplejerskerne optrapper og udvider strejken

Dansk Sygeplejeråd varsler igen en udvidelse af konflikten. Når den træder i kraft, vil næsten 6.000 sygeplejersker være i strejke.

Sygeplejerskerne har strejket siden 19. juni og er jævnligt på gaden - her er det Store Torv i Aarhus - for at gøre opmærksom på konflikten og kravet om mere i løn.
Arkivfoto: Marie Ravn

For tredje gang optrapper Dansk Sygeplejeråd den verserende konflikt og udvider strejken med 215 sygeplejersker, som føjes til de ca. 5.000 sygeplejerskerne, som siden 19. juni ikke har været på job. Tidligere har sygeplejerådet varslet to udvidelser, der summer sig op til yderligere godt 900 strejkende, og udvidelserne træder i kraft skridt for skridt. Med start den 10. august.

Sygeplejerskernes formand Grete Christensen bruger den seneste udvidelse til ikke mindst at forsøge at råbe de regionale og kommunale arbejdsgivere op:

»Jeg forstår ikke, at arbejdsgiverne bare sidder med hænderne i skødet og lader som om, at det går over. Det gør det ikke. Sundhedsvæsenet risikerer at lide langvarig skade, når de ikke handler og åbner for dialog. Jeg får dagligt opdateringer fra sygeplejersker, som forlader faget i skuffelse og vil til at lave noget helt andet. Det har vi ikke råd til som samfund,« siger hun, der tidligere har appelleret til Christiansborg-politikerne for at få dem til at handle.

»Men det sker jo ikke, så længe vores nærmeste arbejdsgivere - regioner og kommuner - ikke råber op om de konsekvenser, strejken har. Og den har konsekvenser, men de mennesker, det i øjeblikket går ud over, brokker sig ikke, fordi de er meget loyale og støtter vores kamp,« tilføjer hun.

Med udvidelsen af strejken, som træder i kraft den 25. august, er det især fertilitetsklinikker, der rammes, men også i kommunerne udvides strejken, så flere sygeplejersker i Aarhus Kommune nu omfattes, ligesom også Herning Kommune føjes til listen over strejkeramte kommuner.

Dansk Sygeplejeråd forhandlede i foråret en overenskomst i hus med arbejdsgiverne i Danske Regioner, men medlemmerne forkastede aftalen ved en urafstemning. Et nyt forsøg i Forligsinstitutionen fik samme skæbne - sygeplejerskerne stemte nej tak med et endnu større flertal end i første omgang.

Dermed kom de første strejkevarsler, og de første sygeplejersker gik hjem den 19. juni.

Danske Regioner har opgjort, at ca. 40.000 behandlinger, kontroller og andre former for planlagte aktiviteter på sygehusene er aflyst på grund af strejken, og tallet ventes af stige i den kommende tid. Der offentliggøres nye tal for aflysningerne onsdag.

Læs også