Googles ejer tjente 120 mia. kr. på tre måneder
Alphabet, der ejer Google, har aldrig tjent så mange penge som nu.
Mange investorer leder efter »den næste Google« i jagten på høje afkast. Men måske de bare skulle have holdt sig til det amerikanske selskab, der sent tirsdag kom til regnskab og mere end leverede varen.
Selskabet Alphabet, hvis klart største indtægtskilde er Googles søgemaskine, mere end tredoblede driftsresultatet til 19,4 mia. dollar i årets andet kvartal - det svarer til ca. 120 mia. kr.
Den voldsomme fremdrift var ikke mindst drevet af, at forbrugerne stadig er særdeles aktive online, og at både fysiske såvel som onlineforretninger har skruet op for deres marketingskampagner.
Googles søgemaskine viste igen, hvor god en forretning det er et hjælpe ikke mindst forbrugere i at navigere rundt på nettet.
Mens Alphabets omsætning voksede 62 pct., blev driftsmarginen hævet fra 17 til 31 pct. Det til trods for, at Alphabet fortsat brænder en del penge af på aktiviteter, der måske kan blive forretninger i fremtiden - det, de kalder other bets (andre væddemål, red.). Derudover har Alphabet en cloud-forretning, der stadig halter en hel del efter både Amazon og Microsofts.
»Vi så en stigende forbruger- og forretningsaktivtet. Vi er stolt af, at vores services hjælper så mange forretninger og partnere. Faktisk satte vi en række rekorder i kvartalet. I kvartalet tjente vores publiseringspartnere mere, end de nogensinde har gjort fra vores netværk,« sagde Sundar Pichai på en telefonkonference.
Regnskabet fra Google falder i en uge, hvor flere at de amerikanske techgiganter aflægger regnskab. Både Microsoft og Apple leverede umiddelbart stærke tal tirsdag, men forventningerne var højere, og det betyder, at aktierne står til at falde, når de amerikanske børser åbner.
Alphabet derimod ser ud til at stige mindst 3 pct. og fortsætter dermed opstigningen. Aktien er ca. firdoblet på fem år.

