Erhverv

FLSmidth køber Thyssenkrupps mineforretning

FLSmidth oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at koncernen har købt Thyssenkrupps mineaktiviteter for 325 mio. euro.

FLSmidth har med Thomas Schulz i spidsen som topchef nu landet et stort opkøb. Foto: Gregers Tycho

Cement- og minekæmpen FLSmidth køber Thyssenkrupps mineforretning TK Mining for 325 mio. euro. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse torsdag. Beløbet svarer til 2,4 mia. kr.

»Dette er virkelig en transformerende handel, som giver os mulighed for at accelerere vores vækstambitioner i mineindustrien ved at skabe en stærk talentmasse og en af verdens største og stærkeste leverandører til mineindustrien,« lyder det fra FLSmidths topchef Thomas Schulz i meddelelsen.

FLSmidth annoncerede for første gang, at forhandlinger om at købe konkurrentens mineaktiviteter var i gang, i januar i år. Det har nu et halvt år senere udmøntet sig i en egentlig aftale.

Opkøbet forventes at gå igennem i andet halvår af 2022, når det er blevet myndighedsgodkent.

Med opkøbet får FLSmidth yderligere tæt på 3.400 medarbejdere og en årlig omsætning for 5,8 mia. kr. Selv omsatte FLSmidth for 16,4 mia. kr.i 2020, så udgangspunktet, hvis man kigger på 2020-tallene, er en samlet årlig omsætning på over 22 mia. kr.

Thyssenkrupps mineaktiviteter tjener dog ingen penge på sin omsætning, og FLSmidth oplyser, at lønsomheden først vil være tilbage i 2024.

Dog vil den negative indtjening ikke trække koncernindtjeningen i minus. Den ventes fortsat at være positiv.

I 2020 havde FLSmidth en overskudsgrad på 4,7 pct. (ebita).

Opkøbet betyder, at FLSmidths ene forretningsben i mineindustrien med ét bliver markant større. Kun omkring en fjerdedel af koncernens omsætning vil komme fra cementindustrien, hvis omsætningsfordelingen i 2020 fortsætter.

Forventningen fra FLSmidths side er, at koncernen kan opnå synergier for 370 mio. kr.

De samlede integrationsomkostninger forventer FLSmidth vil lande på 560 mio. kr.

Læs også