Danskerne har fået langt flere elektriske bilmodeller at vælge imellem
Mængden af forskellige elbiler, danskerne kan vælge imellem, er vigtig, mener adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Der bliver mere og mere at vælge imellem, når danske bilkøbere trasker ned til forhandleren for at kigge på elbiler.
Hvor der på samme tidspunkt sidste år var indregistreret 27 forskellige elektriske bilmodeller i Danmark, er der i dag 75 forskellige modeller indregistreret, viser tal fra Bilstatistik.dk.
Og det er godt, hvis man spørger Mads Rørvig, der er adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
»Det er altid et godt med flere valgmuligheder for forbrugerne, der nu har flere elektriske modeller at vælge imellem,« siger Mads Rørvig og uddyber:
»Til at starte med var elbilerne oppe i den høje ende af prisklassen, men de kravler meget hurtigt ned, så flere danskere kan være med rent prismæssigt.«
Nye tal fra Bilstatistik.dk viser, at 10 pct. af de personbiler, der blev indregistreret i juli måned, var rene elbiler. I hele tal udgør det 1.065 køretøjer. Samtidigt blev der indregistreret 2.965 plugin-hybrider svarende til 22 pct. af den samlede indregistrering. Samlet set stod biler med elektrisk drivkraft for knap en tredjedel af de solgte biler i juli.
Mads Rørvig mener trods den mere end fordoblede mængde indregistrerede elbilmodeller set i forhold til sidste år, at bl.a. en videre øgning af antallet af forskellige elbilmodeller bliver essentiel, hvis elbilerne skal tage større bider af den samlede danske bilpakke i fremtiden.
»Vi skal nok se et større udbud, før flere kan være med - selv ved den afgiftsfritagelse, der er. Teknologien er stadig dyrere, men det vil ændre sig i takt med, at der kommer mere skala på produktionen,« siger den adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Foruden flere forskellige elbilmodeller peger Mads Rørvig på, at danskernes utryghed ved ny teknologi stille og roligt skal ændres, elbilerne skal fylde mere. Han mener også, at eksempelvis et mere omfangsrigt ladenetværk er essentielt.