Erhverv

Juventus har købt brasiliansk angrebstalent af Santos FC

Juventus har sikret sig den 19-årige brasilianske angriber Kaio Jorge, bekræfter Santos FC.

Kaio Jorge debuterede allerede som 16-årig for førsteholdet i Santos FC. Foto: Carla Carniel/AFP

Den italienske storklub Juventus har sikret sig det 19-årige brasilianske angrebstalent Kaio Jorge.

Det bekræfter den brasilianske klub Santos FC på sin hjemmeside sent mandag aften dansk tid efter forhandlinger med Juventus.

- Juventus accepterede vores betingelser, og vi mener, det er det bedste tidspunkt for klubben i forhold til det nuværende scenarie.

- Held og lykke til Kaio, siger præsident i Santos FC, Andres Rueda, til klubbens hjemmeside.

Kaio Jorge havde blot et halvt år tilbage af sin kontrakt med Santos FC, så denne sommer var sidste chance for klubben til at få en transfersum for spilleren, inden han til vinter havde mulighed for at smutte gratis.

Juventus har endnu ikke selv bekræftet fangsten på sine officielle kanaler.

Kaio Jorge debuterede allerede som 16-årig for Santos FC’s førstehold, og han har bidraget med 17 mål i 84 kampe for klubben.

Santos FC har sendt adskillige talentfulde offensivspillere til europæiske storklubber gennem årene. Robinho og Neymar har været blandt de mest succesfulde.

Efter ni mesterskaber i træk blev Juventus i sidste sæson blot nummer fire i Serie A, hvorfor klubbens tidligere mestertræner Massimiliano Allegri er vendt tilbage til klubben i stedet for den fyrede Andrea Pirlo.

Læs også