Dansk erhvervsliv byder coronaen trods - færre firmaer kørte med underskud i 2020
De første analyser af regnskaberne for 2020 viser, at virksomhederne klarede sig bedre gennem året end 2019. Færre havde underskud, og flere havde fremgang.
Dommedagsprofetierne bliver skudt i smadder af fakta. Regnskaberne for en kvart million danske virksomheder viser, at de ikke har fået det værre under coronakrisen. Tværtimod.
»Jeg synes klart, det er positivt, at flere end halvdelen af virksomhederne har klaret sig bedre. Og at lidt færre faktisk har haft underskud,« siger Kaj Glochau, partner i revisionskoncernen EY og specialist i små og mellemstore virksomheder (SMV’er).
Kaj Glochau har trukket data for alle de 231.000 selskaber, der har afleveret 2020-regnskab i perioden 1. februar i år til 31. juli.
»Af alle de 231.000 selskaber har 34 pct. af dem underskud. Det er faktisk en lidt mindre andel end de 37 pct., der havde underskud i samme periode sidste år. Det indikerer, at det overordnet er gået marginalt bedre for virksomhederne i 2020,« siger Kaj Glochau.
Hans analyse viser også, at over halvdelen af virksomhederne - 55 pct. - har haft et bedre bundlinjeresultat i coronaåret 2020 end året før.
Det kan være en del af forklaringen på den ligeledes ret positive udvikling i antallet af konkurser i Danmark.
Finans har fået adgang til analysevirksomheden Experians nye tal for konkurser i juli, og de fortsætter nedad.
»Hjælpepakker med udskydelse af blandt andet skat hjælper helt sikkert de mest udsatte erhverv lige nu, men hvis regningen skal betales snart, kan det måske give et konkursskvulp med ekstra mange konkurser blandt især SMV’er, der måske ikke er tilstrækkeligt polstrede,« siger Bo Rasmussen, direktør i Experian.
Jeg tror ikke, vi vil se en stor pukkel af konkurser i 2023, når de sidste frister for betaling af skat og moms løber ud.
Indtil videre er der i regnskaberne dog ingen tegn på, at flere virksomheder styrer mod konkurs. Tværtimod.
Konklusionen fra brancheorganisationen FSR - Danske Revisorer er den samme.
»Det ser ikke ud til, at coronakrisen har ramt dansk erhvervsliv nær så hårdt som frygtet i starten af krisen,« siger Agnethe Larsen, analytiker i FSR.
FSR’s analyse af regnskaberne for 2020 viser, at der er sket et marginalt fald i antallet af virksomheder, hvis egenkapital er lavere end lovens krav. Og der er marginalt færre virksomheder, der er konkurstruet
Selv i de mest pressede brancher er der lyspunkter. Kaj Glochau har specifikt kigget på virksomheder under branchekoden for hoteller og restaurationer, og selvom der i den gruppe kan være firmaer, der laver helt andre ting, er retningen den samme.
»Kigger man på de 1.000 selskaber, der har lønudgifter på mere end 2 mio. kr., klarer 35 pct. af dem sig bedre end året før. Så der er nogle i den sektor, som har formået at skære til og holde forretningen kørende,« siger Kaj Glochau.
En del af forklaringen kan være, at takeaway-restauranter har haft åbent i hele coronaperioden, og nogle restauranter begyndte at sælge mad ud af huset for at holde sig flydende.
Alle analytikerne peger på, at de mange og store hjælpepakker gør det svært at gennemskue den aktuelle økonomi i virksomhederne. Derudover er der stadig er potentielle risici for de danske virksomheder, selv om de ser ud til at være kommet relativt uskadt gennem 2020, påpeger Buse Hanci, som er analytisk konsulent i Experian.
»Ingen kan påstå, at usikkerhederne helt er forsvundet. Mange lande, som Danmark handler med, har lidt betydeligt under pandemien, og det kan påvirke den international handel. Man skal være opmærksom på, at genopretningen af flere sektorer afhænger af, at man fastholder omfanget af eksporten,« siger Buse Hanci.
Hvis regningen skal betales snart, kan det måske give et konkursskvulp med ekstra mange konkurser blandt især SMV’er.
Experian følger udviklingen i misligholdte lån, og her viser tal fra de europæiske bankmyndigheder, at andelen af misligholdte lån blandt små og mellemstore danske virksomheder er steget fra 4,5 pct. til 5,5 pct. i perioden december 2019 til marts 2021. Det er en indikation af, at nogle virksomheder er presset.
Regeringens hjælpepakker har udskudt fristen for at betale skat og moms frem til 2023, og det kan til den tid give flere konkurser.
»Men jeg tror, de fleste af de virksomheder, der ikke tror, de klarer den, langsomt vil afvikle forretningen, så jeg tror ikke, vi vil se en stor pukkel af konkurser i 2023, når de sidste frister for betaling af skat og moms løber ud,« siger Kaj Glochau.
Både han og Experian peger på, at der formentlig vil ske et stort skvulp i antallet af konkurser efter 15. oktober.
Den dag er der sidste frist for, at IVS’erne, dvs. små iværksætterselskaber, skal omlægge sig til anpartsselskaber. Det er der forventeligt en del, der ikke får gjort og dermed bliver tvangsopløst og ender i konkurs.