Carlsberg opjusterer forventningerne efter stærkt andet kvartal
Danmarks største bryggeri opjusterer til en vækst i driftsoverskuddet til 8-11 pct. fra tidligere 5-10 pct.
Carlsberg har haft et forrygende andet halvår med et overskud før særlige poster på godt 5,1 mia. kr.
Det får bryggeriet til at opjustere forventninger til hele året til en vækst i driftsoverskuddet til mellem 8 og 11 pct.
Carlsberg opjusterede også efter 1. kvartal med en forventning om en marginal på 5-10 pct., men et stærkt salg - hjulpet på vej af genåbninger og EM i fodbold - har på ny resulteret i en opjustering.
»Vi er meget tilfredse med, at koncernen leverede et stærkt resultat på trods af den fortsatte markedsusikkerhed som følge af pandemien. Omsætningsvækst, forbedring af driftsmarginen og væsentligt højere pengestrømme viser styrken i vores geografiske spredning og brandportefølje samt den stærke eksekvering af vores initiativer for at sikre Carlsberg-koncernens kortsigtede og langsigtede sundhed,« siger koncernchef Cees t’ Hart fra Carlsberg Group.
Aktionærerne i Carlsberg kan se frem til det tredje kvartalsvise aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. efter Carlsberg afsluttede det tidligere program den 13. august. Det var ligeledes på 1 mia. kr.
Omsætningen hos Carlsberg landede i første halvår på næsten 31,7 mia kr. med et overskud før skat på knap 4,7 mia. kr.
Nettoresultatet blev på 3,5 mia. kr. og ligger pænt over den forventning om ca. 3 mia. kr. som gennemsnittet af analytikerne havde regnet med.
På Carlsbergs største marked, Vesteuropa, steg salget målt i volumen med 7,7 pct., mens omsætningen gik frem med 10,7 pct. til 13,8 mia. kr.
Carlsberg havde et ”udfordrende” første kvartal i den region på grund af nedlukninger, men restriktionerne blev gradvist løftet i andet kvartal.
I Danmark, som hører til den region, steg salget betragteligt efter både barer og restauranter langsomt kom tilbage samt genåbningen af grænsehandlen slog igennem.
I Carlsbergs næststørste region Asien blev salget godt hjulpet på vej af en stærk udvikling i Kina, men det var lidt blandet i flere af landene i regionen på grund af forskellige grader af op- og nedlukninger.
Omsætningen i regionen steg med 19 pct til godt 10 mia. kr. med en stigning i driftsoverskuddet på næsten 23 pct. til 2,6 mia. kr.
I bryggeriets tredje region som er Østeuropa faldt omsætningen med 1,1 pct. til 7,8 mia. kr. og et driftsoverskud på knap 1,4 mia. kr. - et fald på 4,2 pct.
På mærkevare niveau fortsatte Tuborg sin store fremgang i kvartalet med en stigning i volumen på 28 pct., mens det egentlige hovedmærke Carlsberg kun voksede med 2 pct.
1664 Blanc gik frem med 25 pct., mens de håndbryggede øl i kategorien ”craft and speciality” havde en fremgang på 21 pct.
Her er det også værd at bemærke, at salget af alkoholfri øl gik frem med 26 pct.