Erhverv

Vestas-topchef om underskudsplagede konkurrenter: »Det hænger ikke sammen«

Vestas' konkurrenter har meldt ud, at de udelukkende vil forfølge profitabel vækst. Men regnskaberne er præget af store underskud, og det rammer også den danske vindmølleproducent.

Artiklens øverste billede
Vestas' topchef, Henrik Andersen, (til højre) slås i øjeblikket med kraftigt stigende transportomkostninger og højere råvarepriser. Foto: JP

Vestas kæmper ikke kun med stigende omkostninger, men også rivaler, der trods udmeldinger om det stik modsatte tilsyneladende fortsætter med at acceptere tabsgivende ordrer.

Selvom den danske vindmølleproducent onsdag måtte nedjustere forventningerne til hele året, har Vestas fortsat kurs mod at tjene penge i år. Selskabet er ganske vist et godt stykke fra sin egen målsætning om en overskudsgrad på mere end 10 pct., men modsat samtlige konkurrenter er forretningen dog fortsat lønsom.

Desværre for Vestas’ aktionærer kan topchef Henrik Andersen ikke mærke, at konkurrenterne er blevet mere disciplinerede og dermed siger nej til ordrer, som de ikke kan tjene penge på.

»Hvis man kun tager de profitable ordrer, så ved jeg nok om virksomhedsdrift til at sige, at det så er meget vanskeligt at ende i en situation, hvor man taber penge på bundlinjen. Det hænger ikke sammen,« siger Henrik Andersen.

Vestas’ topchef vil ikke kommentere konkrete konkurrenter, men faktum er, at Vestas’ vestlige konkurrenter, herunder ærkerivalen Siemens Gamesa, alle ventes at tabe penge i år, mens Vestas efter nedjusteringen sigter efter en overskudsgrad (ebit-margin) på 5-7 pct. i 2021.

Nytiltrådte topchefer hos flere af konkurrenterne har indtil videre ikke ændret nævneværdigt på markedsdynamikken i vindmølleindustrien. Den har i årevis været kendetegnet ved - og plaget af - at langt størstedelen af værdiskabelsen tilfalder producenternes kunder, hvilket Ørsted er et godt eksempel på.

Siemens Gamesas topchef, Andreas Nauen, sagde for et par måneder siden i et større interview med Finans, at selskabet tidligere havde haft for vane at acceptere ordrer, som man ikke kunne tjene penge på - bl.a. for at holde gang i sine fabrikker og dække de faste omkostninger. Men den praksis vil han som nytiltrådt topchef tage et opgør med, lød det.

Samme melding er kommet fra den tyske vindmølleproducent Nordex, der for kort tid siden måtte bede aktionærerne om flere penge.

Vestas’ topchef kan imidlertid ikke mærke, at konkurrencesituationen har ændret sig. Og et kig på tallene gør det også svært at få øje på en bedring i industrien, selvom en række ekstraordinære prisstigninger på både transport og råvarer selvsagt forplumrer billedet i øjeblikket.

Mens Vestas i gennemsnit fik 790.000 euro for hver solgt vindmølle-megawatt i andet kvartal, måtte Siemens Gamesa eksempelvis nøjes med at få 630.000 euro pr. solgt megawatt. Siemens Gamesa fik et underskud på mere end 2 mia. kr. i andet kvartal 2021, mens Vestas kunne præstere et mindre plus.

Jacob Pedersen, Vestas-analytiker hos Sydbank, mener imidlertid, at Vestas nu sender et klart signal om, at priserne skal hæves på tværs af industrien.

Han hæfter sig ved, at Vestas’ ledelse på en telekonference i forbindelse med regnskabet for andet kvartal indikerede, at det ikke er nok med prisstigninger på et par procent for at dække de stigende omkostninger.

»Vi hører fra Nordex, Siemens Gamesa og GE, at de prioriterer profitabilitet frem for vækst. Og med Vestas’ udmelding har de fået et klart signal om, at de kan løfte priserne,« siger Jacob Pedersen og fortsætter:

»Indtil førerhesten i sektoren melder ud, at nu skal priserne stige, så kan det være svært for konkurrenterne at gå ned ad den vej. Jeg synes, at signalet fra Vestas er markant skarpere end tidligere. Nu kommer priserne til at stige.«

Vestas-topchef Henrik Andersen mener, at stigende elpriser på store dele af kloden bør komme vindmølleproducenterne til gode, da kundernes business case er blevet markant styrket. De høje elpriser gør projekterne mere værdifulde, men de gør også, at flere virksomheder er klar på at købe strømmen på langvarige kontrakter for at sikre deres produktion. Det gør det nemmere at skaffe finansiering til nye vindprojekter, fordi usikkerheden mindskes.

»Der er ingen kunde, der ringer og siger, at elprisen er høj, så jeg vil godt betale mere. Men sidste år var der negative oliepriser og elpriser på 20 euro pr. megawatt-time, så nogle developere ville have svært ved at finde finansieringen,« siger Henrik Andersen.

Han forventer ikke, at udsving i møllepriserne vil få kunderne til at skrotte deres projekter.

»Elprisen over næsten hele Europa er steget fra 20 til 65-70 euro pr. megawatt-time. Der er en underliggende efterspørgsel på elektricitet, så kan man afsætte sin elektricitet 10-20 år frem og sikre et højt encifret afkast, så tror jeg, at de fleste gør det,« siger Henrik Andersen.

Siemens Gamesa har ingen kommentarer til udviklingen.

Vestas-aktien dykkede straks efter onsdagens regnskabsfremlæggelse med 7 pct, men rettede sig i løbet af dagen og endte med et mindre fald på 2,1 pct. Siden årsskiftet er Vestas-aktien faldet med over 15 pct.

Vestas, nøgletal for 2. kvartal.

mio. euro. Q2 2021 Q2 2020
Omsætning 3.536 3.541
Driftsresultat (ebit) 101 34
Ordreindgang 4.500 3.200
Ordrebog 48.100 35.100

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.