Orphazyme-aktie stiger igen på mystisk vis
Den danske biotekaktie er de seneste dage steget pludseligt, på trods af at der intet nyt er meldt ud.
Hashtagget #ORPH efterfulgt af raket-emojis fylder Twitter og Reddit, mens den danske biotekaktie Orphazyme igen tager en tur på kursrutsjebanen.
De sidste to dage er Orphazymes aktie steget 40 pct. i USA, mens den i går onsdag steg 35 pct. i Danmark. Her blev der handlet mere end ti gange så mange aktier som i de foregående dage. I dag torsdag er Orphazyme-aktien fra morgenstunden steget med op mod 18 pct. Den største stigning på det danske marked.
Det sker på trods af, at der intet nyt er meldt ud fra hverken virksomheden eller myndigheder i flere uger.
»Der er ingen positive nyheder for Orphazyme fra hverken dem selv eller myndighederne, der overhovedet er i nærheden af at kunne berettige den her kursudvikling. Det ligner, at folk igen taler hinanden op på nettet til at købe den her aktie,« siger investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen.
Per Hansen henviser til, at Orphazyme henover sommeren har oplevet store kurssving på baggrund af løse rygter på investeringsforaer på det sociale medie Reddit. Nu sker det altså igen, og investorer skal være forsigtige.
»Jeg håber, de, der investerer i det her, kender risikoen. Der er nogle få, der ved, hvad de har med at gøre, og resten bliver inspireret af de få. Det skaber stor risiko for, at folk køber en helt anden aktie, end de havde regnet med. Det er ligesom at spille russisk roulette uden at vide, hvor mange kugler, der er i pistolen,« siger Per Hansen.
Orphazyme har mødt flere bump på vejen de seneste måneder. Størst af dem var, da de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, i juni valgte at afvise Orphazymes flagskib, arimoclomol, som behandling for stofskiftesygdommen Niemann-Pick type C, bedre kendt som NPC.
Orphazymes forventer at levere sit halvårsregnskab d. 31. august, efter at det er blevet udskudt en uge af praktiske årsager, har Anders Vadsholt, finansdirektør i Orphazyme, oplyst til MedWatch.
Gennem de seneste måneder har der været flere eksempler på de sociale mediers effekt på aktiemarkedet, for eksempel voldsomme opkøb i Gamestop- og AMC-aktien.