Robotselskaber i voldsomt comeback – Universal Robots vokser med 75 pct.
Efter et 2020 i heftig modvind er den danske robotindustri nu tilbage i fuldt firspring. Hos den største af de nye robotfirmaer landede væksten i seneste kvartal på 75 pct.
Corona-nedlukning af fabrikker i hele verden sidste år var en mavepuster for de fleste danske robotfirmaer – men nu er væksten tilbage med turbo og efterbrænder.
Hos det store lokomotiv i Odenses robotklynge, Universal Robots, kan man således glæde sig over en vækst i omsætningen i andet kvartal på 75 pct. på et år. Der løb nemlig 479 mio. kr. igennem kasseapparatet i seneste kvartal.
»Det er en vækst, der kan mærkes, og det er en fantastisk situation, at vi vækster så meget. Andet kvartal i år var specielt, men vi tror på, at fremtidige kvartaler er lige så stærke,« siger Kim Povlsen, adm. direktør for Universal Robots.
Forventningen er stadig en langsigtet vækst på 30 pct. om året i mange år frem.
Også OnRobot og Mobile Industrial Robots kan berette om høje vækstrater igen – hos OnRobot blev omsætningen mere end fordoblet på et år.
Optimismen er generelt tilbage for fuld kraft for robotfirmaerne omkring Odense, fortæller Mikkel Christoffersen, direktør for branchefællesskabet Odense Robotics.
»Vi hører fra virksomhederne, at der er stærke tegn på vækst efter et mere fladt år i 2020. Mange virksomheder har nu vækstscenarier, og vi kan også se på vores jobbank, at virksomhederne i et stort omfang rekrutterer nu,« siger han.
En af de tidlige investorer i den danske succes med robotter er Vækstfonden, som holder godt øje med branchen. Herfra lyder udsigten også på solid vækst hos robotfirmaerne.
Hele raden rundt er der signifikant fremgang i år i forhold til sidste år.
»Vi har en fin underskov af virksomheder herhjemme inden for automation, og hele raden rundt er der signifikant fremgang i år i forhold til sidste år. Og det er ikke bare på grund af covid, men fordi hele verden gerne vil automatisere og fjerne samlebåndene,« siger Lars Rønn, partner i Vækstfonden.
Hos Mobile Industrial Robots, der ligesom Universal Robots er ejet af amerikanske Teradyne, steg omsætningen i andet kvartal med 41 pct. fra 2020 til 2021.
»Vi er kommet tilbage til de vækstrater, vi havde før corona, og også en lille smule bedre. Vi har fået en rigtig god start på 2021,« siger Søren E. Nielsen, adm. direktør for Mobile Industrial Robots (MIR).
Han er nu ved at føje 80 nye ansatte til de 250, han har i forvejen, for at kunne følge med. Og havde der ikke været problemer med forsyninger, kunne MIR have solgt endnu mere.
»Der var ordrer, vi ikke kunne levere, og det var ikke marginalt, men ret markant. Så selvom det har været godt i år, kunne det godt have været bedre,« siger han.
OnRobot, der producerer gribearme til robotter, har i årets andet kvartal omtrent fordoblet omsætningen på et år – og det var efter en vækst på omkring 50 pct. fra 2019 til 2020. Enrico Krog Iversen, der står i spidsen for de 170 ansatte, ser også vækst omkring sig i robotmiljøet.
»De fleste har det ligesom os. Solen skinner, og der er fremgang og optimisme. Jeg hører primært om vækst fra dem, jeg taler med, men jeg tror også, at der stadig er en usikkerhed hos slutkunderne. Der er stadig nogle usikkerhedsmomenter,« siger direktøren, der tidligere var topchef hos Universal Robots.
Robotbranchen i Danmark består af omkring 300 virksomheder og beskæftigede i 2020 tilsammen 8.500 personer på dansk grund, ifølge Odense Robotics.