Fortsæt til indhold

Poptvillingerne Marcus og Martinus tabte flere millioner i 2020

Indtægterne går markant tilbage, og underskuddene vokser i de tre selskaber tilhørende de 19-årige norske poptvillinger Marcus og Martinus efter et år med aflyste koncerter.

Marcus og Martinus vandt i 2012 det norske Melodi Grand Prix for børn i Norge. Siden er de to vokset sig til store teenageidoler på tværs af europæiske lande, deriblandt Danmark, hvor de to holdt koncert i Herning i 2018. Foto: Mikkel Berg Pedersen.
Erhverv

Det er ingen hemmelighed, at 2020 var et katastrofalt år for store dele af underholdningsbranchen. I hvert fald for den del af branchen, der lever af at optræde foran et stort publikum.

Det ses nu også i årsregnskaberne for de tre selskaber M & M Artister, MM Concerts og M & M Merchandise, som de unge norske teenageidoler Marcus og Martinus Gunnarsen ejer. Her bød året på et underskud på 5,4 mio. kr. før skat. samlet set for de tre selskaber

Samtidig styrtdykkede indtægterne fra 10,5 mio. kr. til lidt under 2 mio. kr.

På grund af coronapandemien måtte koncerterne aflyses, og indtægterne lader vente på sig
Gilbert Lunde, artistmanager i Sonet Management til norske VG

Årsagen til de røde tal på bundlinjen skal findes i, at popduoens store verdensturné blev aflyst på grund af coronapandemien. Det fortæller artistmanager Gilbert Lunde i Sonet Management til det norske medie VG.

»I 2020 var planen, at Marcus og Martinus skulle ud på en større verdensturné, og der blev derfor lavet investeringer i den forbindelse. Men på grund af coronapandemien måtte koncerterne aflyses, og indtægterne lader vente på sig,« siger han og uddyber, at størstedelen af indtægterne kommer fra liveoptrædener og merchandise, der bliver solgt på turnéen.

Norske Marcus og Martinus holdt i 2018 en storstilet koncert i Boxen i Herning. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Tidligere har popduoens merchandiseforretning med bl.a. sengebetræk, hjertepuder med M&M, billeder og logoer også været en millionforretning for poptvillingerne, men den forretning er nu vendt til et bragende underskud på 4,7 mio. kr. i 2020. Det er dermed selskabets dårligste regnskabsår.

Den negative tendens for Marcus og Martinus’ merchandisesalg fortsætter altså fra 2019, hvor underskuddet i selskabet M & M Merchandise lød på 1,4 mio. kr.

Gilbert Lunde forklarer til VG, at det er naturligt, at det er gruppens merchandiseselskab, der har tabt flest penge det seneste år, da majoriteten af fansene vælger at købe merchandise til koncerterne. Koncerter, som altså alle er blevet aflyst.

Også i Danmark har de danske kunstnere været ramte af de mange aflyste koncerter. Finans har tidligere kunnet berette, at popduoen Nik og Jay i 2020 led et underskud på 1,4 mio. kr.

Artiklens emner
Regnskaber
Finans