Dansk virksomhed forsøger at hjælpe tidligere afghanske ansatte med at flygte ud af landet
Den danske virksomhed Copenhagen Group, der trak sig ud af Afghanistan i 2016, forsøger i øjeblikket at hjælpe tidligere afghanske ansatte med at komme ud af landet, fortæller stifter og adm. direktør Jeppe Handwerk.
Den kaotiske situation i Afghanistan, hvor Taleban har løbet landet over ende og i weekenden erobrede hovedstaden Kabul, har skabt travlhed på kontoret hos den danske virksomhed Copenhagen Group, som i øjeblikket forsøger at hjælpe tidligere afghanske ansatte med at komme ud af landet.
»Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem. Vi er foreløbig blevet kontaktet af to, der har arbejdet for os, men vi forventer, at der vil komme mange flere,« siger stifter og adm. direktør i Copenhagen Group Jeppe Handwerk.
Copenhagen Group, der også står bag kviktestvirksomheden Copenhagen Medical, var gennem en årrække til stede i Afghanistan gennem datterselskabet Copenhagen Contractors.
Her udførte selskabet forskellige serviceopgaver for Nato-styrkerne i landet – bl.a. reparationer af militære køretøjer gennem endnu et datterselskab, nemlig værkstedsvirksomheden IM Jensen.
Copenhagen Contractors trak sig ud af Afghanistan i 2016, og har i øjeblikket ingen ansatte tilbage i landet.
Men gennem årene har mange lokale afghanere arbejdet for det danske selskab på Nato-baserne i Afghanistan og det er dem, som Copenhagen Group nu forsøger at hjælpe, hvis de kontakter kontoret i København.
Efter endt ansættelse fik afghanerne udleveret et brev som bevis for, at de havde arbejdet for den danske virksomhed, og det gør det muligt for Copenhagen Group at identificere de tidligere ansatte på trods af de kaotiske forhold i landet.
»Vi forsøger at hjælpe dem gennem det danske udenrigsministerium eller den amerikanske ambassade. På den måde kan vi måske hjælpe dem videre til eksempelvis Pakistan,« siger Jeppe Handwerk.
Mandag meddelte den pakistanske udenrigsminister Shah Mahmood Qureshi på Twitter, at landet har hjulpet Danmark med at evakuere 431 afghanske statsborgere, der har arbejdet for den danske regering.
Udenrigsminister Jeppe Kofod bekræftede mandag, at der er et samarbejde med Pakistan omkring evakueringen.
Det er sparsomt, hvor mange danske virksomheder, der reelt har været involveret i Afghanistan, siden den amerikansk-ledede invasion af landet i kølvandet på 11. september 2001.
Finans har været i kontakt med Udenrigsministeriet, der ikke har overblik over, om der stadig var danske virksomheder til stede i Afghanistan op til Talibans magtovertagelse.
Samme melding kommer fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, der dog oplyser, at der ikke er registreret nogle danske datterselskaber i landet siden 2016.
Berlingske kunne mandag fortælle om virksomheden Omni Technical Solutions, der har stået for at reparere og servicere det afghanske politis biler.
Selskabet er delvist kapitalfondsejet, bl.a. af Dansk Ejerkapital, der sidder på 48,8 pct. af aktierne i selskabet.