Nyt selskab afslører svimlende milliardformue hos Unity-stifterne David Helgason og Joachim Ante

David Helgason og Joachim Ante, to af stifterne af techselskabet Unity Technologies, har en samlet formue på 27 mia. kr., viser et nyt regnskab. Det gør makkerparret til Danmarks femterigeste.

David Helgason stiftede sammen med Joachim Ante og Nicholas Francis Unity Technologies i 2003. Et 2020-regnskab fra et nyt, fælles selskab afslører, at Helgason og Ante i dag tilsammen er gode for 27 mia. kr., den femtestørste private formue i Danmark. Foto: Ida Marie Odgaard.

Bragende succes med software-selskabet Unity Technologies har gjort to af stifterne, David Helgason og Joachim Ante, så velhavende, at de nu er strøget direkte op blandt den rigeste håndfuld milliardærer i Danmark.

Det afslører et 2020-regnskab fra et nyt holdingselskab, der for første gang giver et klart billede af de to techiværksætteres formue. Helgason og Ante havde sidste år et overskud på astronomiske 23,8 mia. kr. Det er 5,4 mia. kr. mere end A.P. Møller-Mærsk tjente i 2020, og den samlede formue i det nystiftede, fælles selskab OTEE 2020 ApS er opgjort til 27,4 mia. kr.

»Det har været fantastisk at være en del af denne virksomhed. Der er mange, der har arbejdet hårdt, og vi har også været heldige. Men det har været sindssygt at være med på denne rejse,« siger David Helgason.

Unity Technologies
  • Stiftet i 2001 af David Helgason, Nicholas Francis og Joachim Ante på Nørrebro i København.
  • Ideen om at udvikle computerspil blev hurtigt erstattet med et produkt, der kunne hjælpe spiludviklerne med al teknikken. I dag hviler over halvdelen af alle spil globalt på Unitys spilmotor.
  • I 2009 skød venturefirmaet Sequoia ca. 40 mio. kr. i Unity, og i 2017 købte investeringsfirmaet Silver Lake sig ind for op mod 3 mia. kr.
  • Unity blev børsnoteret i USA i september 2020. Markedsværdien var ved introduktionen 110 mia. kr. men er i dag over 200 mia. kr.
  • Et nyt regnskab viser, at David Helgason og Joachim Ante tilsammen har en formue på 27 mia. kr. Nicholas Francis har for nylig etableret et selskab, der har en egenkapital på 2,5 mia. kr.

I forhold til Berlingskes 2020-opgørelse af Danmarks rigeste placerer de nye tal Helgason og Ante som nummer fem på listen efter Lego-familien, Kirk-Kristiansen, Louis-Hansen-familien bag Coloplast, Bestseller-familien Holch-Povlsen og Lars Larsens efterkommere.

David Helgason, Joachim Ante og makkeren Nicholas Francis stiftede Unity Technology i en kælder på Nørrebro i 2003. Planen var at lave klassiske computerspil, men i stedet udviklede de tre den bagvedliggende teknologi, man bruger til at skabe spil. Softwaren fik et stort gennembrud, da det blev muligt at købe spil på mobiltelefonen, og spiludviklerne dermed fik en mobil og direkte adgang til forbrugerne. I dag er over halvdelen af alle computerspil globalt baseret på Unitys spilmotor.

Det har været sindssygt at være med på den rejse.

David Helgason, medstifter af Unity Technologies

Unity blev børsnoteret i USA i september sidste år, og efter store stigninger de første måneder er aktien faldet noget tilbage. Selskabets markedsværdi er dog stadig næsten blevet fordoblet i børsperioden og udgør i dag 211 mia. kr.

Værdierne i OTEE 2020 ApS består af Helgason og Antes aktieposter i Unity Technology, der ved børsnoteringen lød på hhv. 4,4 og 8 pct. af aktierne. Den seneste registrering af OTEE 2020’s ejerandel af Unity er ifølge Bloomberg fra juni i år og lyder på 10,23 pct., hvilket svarer til en aktuel værdi på omkring 22 mia. kr.

David Helgason, der før han kastede sig over spiludvikling studerede fysik, arabisk og psykologi på Københavns Universitet, vil ikke sige, hvad planerne er med formuen. Men han er aktiv som investor i en række unge selskaber. Helgason har tidligere fortalt til Finans, at han har tre principper, når han investerer.

»Jeg skal have lyst til at lære mere om eller allerede have forstand på forretningsområdet. Næste princip er, at det skal være dejligt at hænge ud med menneskene bag virksomheden. Det tredje princip er, at jeg investerer for mine børns penge. Derfor skal jeg tro på, at det kan give et afkast,« sagde han til Finans i 2018.

Et andet nyetableret selskab kaster lys over formuen hos den tredje stifter af Unity Technologies, Nicholas Francis. Francis stiftede i efteråret selskabet Francis Family Fund, der har en egenkapital på 2,5 mia. kr. Francis er selv direktør for selskabet, som ifølge regnskabet bl.a. har til formål at investere i bæredygtige aktiviteter.

»Den adm. direktør vil i fremtidige investeringer have fokus på investeringer, der er miljøvenlige,« hedder det i regnskabet.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Nicholas Francis eller Joachim Ante.

Flere andre succesfulde danske it-iværksættere sætter deres formue i arbejde i nye virksomheder. Det gælder bl.a. Kasper Hulthin, som tidligere i år var med til at sælge it-firmaet Peakon for 4,3 mia. kr. til amerikanske Workday, og som nu går ind i andre selskaber inden for klima, mad og uddannelse.

»Det er jo sjovt at være med til at skabe noget og gøre en forskel,« siger Kasper Hulthin.

På det internationale finansmedie Forbes’ seneste opgørelse over verdens rigeste optræder Joachim Ante som nummer 1.750 og David Helgason som nummer 2.674.

Læs også