Fortsæt til indhold

Hypercar skal redde økonomien i den hurtigste Le Mans-klasse

En ny klasse skal redde det hurtigste Le Mans har at byde på, som har mistet teams de seneste år grundet økonomi.

Toyota stiller til start med deres hybriddrevne Hypercar TS050 (Photo by JEAN-FRANCOIS MONIER / AFP)
Erhverv

Verdens længste motorsportsløb 24-timers Le Mans starter i dag, og det er med en helt ny klasse af racerbiler. De hurtige LMP1-racere er i år udskiftet med den nye Hypercar-klasse. Gennem de seneste ti år har færre og færre hold valgt at stille op grundet økonomiske årsager, og det skal den nye klasse rode bod på.

Det skriver TV2 Sport.

Sidste år valgte kun tre teams at stille op i den hurtigste Le Mans-klasse, der har været domineret af japanske Toyota siden Audi trak sig fra sporten i 2016. Ifølge Reuters, fordi bilfabrikanten ville fokusere mere på elektrisk drevne biler efter Volkswagen-koncernens Diesel-gate skandale, som kostede koncernen milliardstore bøder i flere lande.

Den nye topklasse Hypercar skal sikre, at det er mere rentabelt for holdene at stille til start. Nye regler betyder, at det bliver billigere at deltage, da bilfabrikanterne nu kan stille tilpassede gadebiler til start. Førhen skulle det være prototype-biler. Det betyder, at bilfabrikanterne med en Le Mans-deltagelse kan øge salget af biler til private, hvis man som Le Mans-seer bliver inspireret under løbet.

Ligeledes er der fjernet en række regler og regulativer om bilernes design og vægt, som tidligere har været dyre udgiftsposter for holdene, ligesom at Hypercar-bilen også kan stilles til start i den amerikanske IMSA-serie.

De nye regler ser ud til at have fanget flere etablerede bilfabrikanters interesse. Allerede fra næste år stiller den franske bilfabrikant Peugeot til start med danske Kevin Magnussen som en af holdets kørere. De var sidst at finde på startgridden i 2011. Ifølge TV2 Sport har også Audi, Porsche og Ferrari meldt deres ankomst til serien i 2023.

Le Mans starter kl. 16 i dag med tre teams og fem biler i den nye Hypercar-klasse. Jan og Kevin Magnussen stiller til start i den næstbedste klasse i en bil, som hovedsageligt er sponsoreret af kødgrossisten og ejendomsinvestoren John Sashi Nielsen.

Artiklens emner
Motorsport
John Sashi Nielsen