Jysk-familiens leasingselskab i samarbejde med Nordea om storbankens guldkunder
Jysk-familien købte sig i 2017 ind i Solid Leasing. Siden er salget braget gennem lydmuren. Fremtidens vækst skal bl.a. komme fra private banking-kunder henvist af Nordea.
Vækstivrige Solid Leasing får fremover adgang til Nordeas private banking-kunder. Det er resultatet af en ny henvisningsaftale, som Solid Leasing, der har Jysk-familien som hovedejer, har indgået med Nordea.
»Samarbejdet er en god måde for os til at sikre en bedre geografisk dækning rundt om i landet,« siger Mads Lysdahl Simonsen, adm. direktør og medejer af Solid Leasing.
Selskabet, der så dagens lys i 2016, har de senere år været på en regulær vækstrejse, som betyder, at det Silkeborg-baserede leasingselskabs flåde i dag tæller ca. 1.600 biler.
Men rejsen stopper ikke her, understreger Mads Lysdahl Simonsen, og det skal den nye henvisningsaftale med Jysk-familiens husbank bl.a. være med til at sikre.
Vi vil bestemt ikke udelukke opkøb eller en konsolidering af andre leasingselskaber. At vi indtil nu alene har haft organisk vækst, skyldes, at vi har haft mere end rigeligt at gøre med at følge med efterspørgslen.
Efter en kort testperiode af samarbejdet lyder forventningen, at »omkring 400 private banking-kunder fra Nordea« ventes at gøre brug af tilbuddet om at få fingrene i en leasingbil via Solid Leasing-samarbejdet.
»Og jeg tror faktisk, at 400 er konservativt sat. Testperioden giver mig i hvert fald en god følelse af, at Nordea-samarbejdet er et rigtig godt valg,« siger Mads Lysdahl Simonsen, der ejer 30 pct. af selskabet.
Resten ejes af Jysk-familien via Lars Larsen Group A/S, der i 2017 købte sig ind i selskabet. Samtidig indtog Jacob Brunsborg, der i dag er bestyrelsesformand i Lars Larsen Group-koncernen, formandsstolen i det jyske leasingselskab.
Siden er det gået over stok og sten, hvilket har løftet driftsoverskuddet fra 1,5 mio. kr. i det forskudte regnskabsår 2016/2017 til 13,2 mio. kr. i regnskabsåret, der løb til og med august 2020.
Solid Leasing har endnu ikke fremlagt tal for 2020/2021. Men selv om coronakrisen har sat dybe spor i mange virksomheders forretninger, er Mads Lysdahl Simonsen tilfreds med selskabets præstation.
Han ønsker endnu ikke at løfte sløret for specifikke regnskabstal, men slår kort og godt fast, at »coronatiden bestemt ikke har stoppet vores vækst«.
Med coronakrisen i bakspejlet og den nye Nordea-aftale på plads ser Mads Lysdahl Simonsen lyst på selskabets fortsatte vækstrejse.
»Vi vil gerne vækste alt det, vi overhovedet kan magte, men det skal ske kontrolleret. Vi har ikke travlt med at blive store. I stedet er fokus på at tage sikre skridt, hvor vi hele tiden kan følge med,« siger Solid-direktøren.
Betyder det, at opkøb er udelukket?
»Vi vil bestemt ikke udelukke opkøb eller en konsolidering af andre leasingselskaber. At vi indtil nu alene har haft organisk vækst, skyldes, at vi har haft mere end rigeligt at gøre med at følge med efterspørgslen. Derfor har vi heller ikke haft behov for at annoncere. Faktisk tør jeg godt love, at vi har nået 1.600 biler med det mindste markedsføringsbudget i branchen,« siger Mads Lysdahl Simonsen.
Solid Leasing har i dag 24 ansatte, og dermed er selskabet vokset ud af de nuværende rammer. Derfor er selskabet i færd med at bygge et nyt showroom i Silkeborg, som ventes at stå færdig næste sommer.