- Opdateret 25/08/2021 kl. 10:33
Dom i sag om slumlejr: Transportfirma og dets direktør får bøde, men frifindes for at udnytte chauffører
Der er onsdag formiddag faldet dom i sagen mod Kurt Beier Transport, som i flere måneder havde haft filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende under kummerlige forhold i containere i Padborg.
Onsdag formiddag er der faldet dom i sagen om de kummerlige forhold, som udenlandske chauffører boede under, mens de arbejdede for Kurt Beier Transport.
Transportfirmaet er idømt en bøde på 100.000 kr., mens direktør Kurt Beier skal betale en bøde på 25.000 kr. for at have haft viden om, at en chaufførlejr i Padborg var ulovligt opført.
Til gengæld frifindes Kurt Beier for anklagen om grov udnyttelse af 30 udenlandske chauffører, ligesom tre andre ledende medarbejdere i Kurt Beier Transport er frifundet. Det oplyser Retten i Sønderborg.
Anklagemyndigheden havde krævet de tiltalte dømt efter straffelovens paragraf om grove åger, der kan give op til flere års fængsel.
Ligeledes havde anklageren krævet knap 4,2 mio. kr. konfiskeret fra Kurt Beier Transport A/S. Det er det beløb, anklageren mente, at transportfirmaet urimeligt havde tjent på de 30 udenlandske chauffører fra Sri Lanka og Filippinerne, som boede i containere i Padborg.
Sagen stammer tilbage fra 2018, da Fagbladet 3F kunne afsløre, at Kurt Beier Transport i flere måneder havde haft filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende under kummerlige forhold i Padborg.
I den interimistiske lejr var der kun begrænset adgang til toiletter og køkkenfaciliteter, og chaufførerne fik helt ned til 15 kr. i timen for deres arbejde.
Kort efter fik Kurt Beier Transport påbud fra kommunen om at stoppe med at bruge containerne til beboelse. Dernæst fulgte en politianmeldelse.
Direktør Karsten Beier har hele tiden afvist, at chaufførerne boede i slum, ligesom han oplyste, at selskabet overholdt alle love og regler.
For at få lov til at arbejde i Danmark var de udenlandske chauffører ansat gennem et af Kurt Beier Transports datterselskaber i Polen og havde fået opholds- og arbejdstilladelse i Polen.
Efterforskningen af sagen har været omfattende, har Syd- og Sønderjyllands Politi tidligere oplyst. Politiet har bl.a. samarbejdet med polske myndigheder, Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen, Aabenraa Kommune og Center mod Menneskehandel for at afdække forholdene for de udenlandske chauffører.
De seneste år har Kurt Beier Transport tabt større millionbeløb. Senest blev det i 2020 til et underskud efter skat på 6,2 mio. kr., hvilket gjorde egenkapitalen negativ med 9 mio. kr.
Sagen omkring chaufførerne har i de seneste regnskaber fået en del af skylden for de underskud, der har været i Kurt Beier Transport.