Scarface: Al Capones favoritpistol på auktion
I alt er 175 Al Capone-ting og andre minder fra forbudstiden i USA sat til salg af hans familie.
Der er næppe noget andet navn i kriminalhistorien, der er mere forbundet med vold, død, ødelæggelse, forbudstiden og gangstere end Al Capones.
Nu har hans familie sat i alt 175 typer af memorabilia - fotos, skydevåben, smykker, ure og andet - på auktion i USA hos online auktionshuset Witherell’s. Se de udbudte ting her.
Blandt tingene er flere af familiens skydevåben. Herunder en Colt Semiautomatisk pistol fra 1908, der vurderes til at skulle koste mellem 30.000 og 60.000 dollars og med et startbud fra 15.000 dollars.
Det drejer sig om flere ting, der er relateret til forbudstidens USA, hvor Capone tjente mange af sine penge på distribution af illegal spiritus, som var forbudt under forbudstiden.
Udover Al Capones ting er der flere ting, som har tilhørt hans søn Sonny Capone. Herunder flere skydevåben og medaljer. Men der en del ting som har været brugt af Al Capone.
Det er blandt andet muligt, at byde på en samling krystalglas med guldkant, der har tilhørt Al og Mae Capone.
Al Capone er blevet portrætteret i adskillige film gennem årene. Men især filmen ”The Untouchables” - på dansk ”De Urørlige”- med Robert De Niro som Al Capone og Kevin Costner, Sean Connery og Andy Garcia som politifolkene, der fældede ham, blev et biografhit.
Da man havde svært ved at fælde Al Capone for de mange mord og selve gangstervirksomheden, gik politifolkene med Eliot Ness spidsen efter at knalde ham for skatteunddragelse.
Det lykkedes til sidst, og i 1931 fik han en dom på syv et halvt års fængsel og meget af tiden blev afsonet på Alcatraz. Al Capone døde i 1947.
Blandt politifolk, der beskæftiger sig med den type af kriminalitet, er vendingen ”at lave en Al Capone” blevet en integreret del af arbejdet ud fra devisen: Kan man ikke ramme gangstere på selve forbrydelsen, så kan man ramme dem på deres manglende skattebetalinger.
Tingene fra Capones familie er til eftersyn på nettet, og selve auktionen begynder den 8. oktober.