Erhverv

Aarhusianske studiekammerater tjener millioner på digital fotoramme

Selvom aarhusianske Frameo kun har knap fire år på bagen, så vælter millionerne allerede ind. Softwarevirksomheden kan i år præsentere et rekordregnskab bl.a. efter at have slået igennem på det amerikanske marked.

Frameo blev stiftet af erhvervsmanden Torben Ulrich (tv) og studiekammeraterne Nikolaj Schmidt (m.tv.), Kasper Borup Jensen (m.th.), og Emilie Christiansen (th). Foto: PR. Frameos software kan bruges på en række digitale billedrammer. Foto: PR.

»Man kan se det lidt som et digitalt postkort. Eller - jeg vil faktisk nærmere kalde Frameo for et nyt social medie.«

Sådan beskriver Kasper Borup Jensen, medstifter af Frameo, bedst det digitale fotoramme-software som han har været med til at udvikle i den aarhusianske virksomhed.

Uanset, hvad man betegner Frameo som, så er der ingen tvivl om, at det går strygende for den lille virksomhed. Man er netop gået ud af seneste regnskabsår med et overskud på 9 mio. kr. - det er noget højere end forrige regnskabsår, hvor resultatet lå på 1,6 mio. kr.

Og det er en udvikling, som holdet bag er svært tilfredse med.

»Det er jo ret fantastisk, men det kommer ikke uventet,« siger Nikolaj Schmidt, der er medstifter af Frameo, og tilføjer:

»Vi har en ret stabil vækst, så vi kan egentlig se rimelig godt frem i tiden, hvordan vi lander.«

Også virksomhedens egenkapital er skudt i vejret det seneste år. Aktuelt lyder den på 13,3 mio. kr. - noget højere end de 4,2 mio. kr. i 2020.

De gode resultater er kommet relativt hurtigt til den lille virksomhed.

Frameo blev stiftet i 2017 af erhvervsmanden Torben Ulrich og studiekammeraterne Kasper Borup Jensen, Nikolaj Schmidt og Emilie Christiansen, der fandt et hul i software-markedet. Kort fortalt udbyder virksomheden et software til digitale fotorammer, der gør, at man kan sende billeder og videoer fra Frameos app til både egne og venner og familiers digitale rammer.

Kasper Borup Jensen forklarer, at der gennemsnitligt bliver sendt 250.000 billeder og videoer til digitale rammer gennem Frameo-software om ugen.

Derfor beskriver Kasper Borup Jensen det også som en form for digitalt postkort, fordi man kan sende sine egne billeder direkte til en modtager f.eks. med en besked vedhæftet.

»Vi betragter også vores ramme som et socialt medie. Og vi kan også se, at det fungerer sådan. Det er viralt spredende. Hvis du har en ramme, så vil din mor, far og venner lige pludselig også have en. Så på den måde er vi faktisk garanteret forøgelse af salg,« fortæller han og tilføjer:

»Hver ramme sælger to nye inden for et år.«

Og Frameo-holdet forventer altså, at væksten fortsætter de kommende år. Bl.a. er man netop for alvor gået ind på det amerikanske marked, hvor de digitale ramme med Frameos software er at finde i den amerikanske gigantkæde Walmart.

Læs også
Top job