Erhverv

Kan få op til 20 års fængsel: Nu er retssagen mod en af historiens måske største svindlere skudt i gang

Elizabeth Holmes risikerer en lang fængselsstraf, hvis hun kendes skyldig i de mange anklager, der alle relaterer sig til det nu hedengange selskab Theranos.

ELizabeth Holmes risikerer op til 20 års fængsel for sin rolle som topchef i Theranos. Foto: AP/Jeff Chiu

Hun var den helt store stjerne og blev kendt som den kvindelige Steve Jobs som følge af den karakteristiske sorte rullekrave, men nu risikerer hun at ende som den helt store skurk.

Elizabeth Holmes, stifteren af Theranos, står til at få helt op til 20 års fængsel, hvis hun bliver dømt i en af de mest spektakulære retssager i mange år.

Over de næste fire måneder skal hun og den tidligere driftsdirektør Ramesh Balwani forsvare sig imod de mange svindelanklager, der er rejst imod de to.

Sagen blev ifølge det amerikanske branchemedie FierceBiotech skudt i gang i går, tirsdag, hvor man tog hul på at finde juryen. Når det er faldet på plads, skydes den egentlige retssag i gang den 8. september.

Centralt i sagen står det, der engang var Theranos’ hovedprodukt, en form for blodpen.

Med en hurtig blodprøve på en enkelt dråbe kunne blodpennen angiveligt spotte en række sygdomme i kroppen. Dermed kunne brugeren forebygge alle mulige alvorlige lidelser. Påstod selskabet.

Investorerne var ellevilde og værdisatte på et tidspunkt selskabet til hele 60 mia. kr.

Det hele lød imidlertid for godt til at være sandt, og da først avisen Wall Street Journal begyndte afsløringerne, krakelerede det hele.

Avisen endte med at kunne dokumentere, at der bl.a. var svindlet med det videnskabelige grundlag bag pennen.

I juli 2016 valgte de amerikanske myndigheder at fratage Elizabeth Holmes retten til at eje eller drive et medicinsk laboratorium i mindst to år oven på et uanmeldt kontrolbesøg.

I marts 2018 valgte hun så at indgå et forlig med de amerikanske myndigheder, betale en millionstor bøde og afgive kontrollen over Theranos.

Derudover skrev hun under på ikke at må have en ledende rolle i et børsnoteret selskab i de næste 10 år.

Både Elizabeth Holmes og Ramesh Balwani har erklæret sig uskyldige i alle anklager. Theranos findes i dag ikke længere.

Læs også
Top job