Facebook hjælper afghanere med at flygte
Facebook har besluttet sig for at give en hånd med i forsøget på at hjælpe borgere ud af Afghanistan, efter Taliban har overtaget magten i landet .
Siden Taliban overtog kontrollen i Afghanistan har mange borgere haft travlt med at komme ud af landet. Ikke mindst de, der har støttet eller arbejdet for vestlige regeringer og virksomheder, som f.eks. Facebook.
Facebook har imidlertid taget sagen i egen hånd og ikke blot hjulpet medarbejdere og deres familier ud af Afghanistan, men også aktivister og journalister, lyder det fra virksomheden selv.
Det skriver BBC.
En talsperson fra Facebook har til mediet forklaret, at man har været med til at evakuere i alt 175 personer fra Afghanistan i kølvandet på Talibans magtovertagelse.
»Mens vi har hjulpet Facebook-ansatte og tætte partnere med at forlade Afghanistan, har vi også taget del i en indsats for at hjælpe en gruppe journalister og deres familier, som var i stor fare,« siger talspersonen til BBC.
De i alt 175 personer er blevet evakueret til Mexico.
Facebook har tidligere ydet modstand mod Taliban-bevægelsen ved bl.a. at bandlyse Taliban-relateret indhold fra det sociale medie.
Siden starten af august har den islamistiske bevægelse uden nævneværdig modstand overtaget kontrollen i Afghanistan igen, herunder hovedstaden Kabul.
Siden da har tusindvis af afghanere forsøgt at komme ud af landet - også selvom Taliban tidligere har udtalt, at man ikke vil hævne sig på afghanere, der har arbejdet for vestlige lande gennem de seneste 20 år.