Erhverv

Professionel skiløber skovler millioner ind - men ikke på elitesport

Norske Therese Johaug er en af verdens bedste langrendsløbere og ud over at hive guldmedaljer hjem, så trækker hun altså også millioner ind gennem sit private selskab.

Therese Johaug har år efter år hevet guldmedaljer med hjem fra bl.a. VM og OL. Foto: Markuu Ulander/AP

Gennem hele sin karriere som professionel langrendsløber, er det blevet til både OL-guld og intet mindre end 14 VM-guldmedaljer til den 33-årige nordmand Therese Johaug.

Men det imidlertid ikke kun skiene, som hun spinder guld på.

Et nyt regnskab fra Therese Johaugs private selskab, Setra, viser nemlig, at hun gennem de seneste syv år har tjent tæt på 30 mio. kr.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

Setra er Therese Johaugs investeringsselskab, hvorigennem hun bl.a. har ejerandel i selskaberne Lillesetra A/S og Champion Holdco A/S. Hun startede selskabet i 2014, og kunne i år fremvise et resultat på ca. 5 mio. kr. før skat. Det er tæt på en fordobling fra året før, hvor resultatet lød på 2,8 mio. kr.

Samtidig har selskabets egenkapital netop ramt på 27 mio. kr.

Ved siden af elitesporten og investeringerne har skiløberen også sit eget sportsbrand, Johaug, som laver sportstøj og -accessories til sommer såvel som vintertræning.

Sportsbrandet startede hun som kun 22-årig for at have noget at falde tilbage på efter elitesporten.

»Jeg vidste jo ikke, hvilke muligheder, jeg ville have, når min skikarriere sluttede,« har Therese Johaug tidligere sagt til Dagens Næringsliv om beslutningen.

»Når jeg går ind i noget, vil jeg gøre det 100 pct. - ellers gider jeg ikke - så jeg valgte jo at lægge mine studier til side. Og så så jeg en mulighed for at bygge en fremtid inden for mærkevarer i stedet for,« tilføjede hun.

Tidligere havde Therese Johaug også virksomheden Active Brands, som hun i 2017 solgte til kapitalfonden FSN Capital for knap 8 mio. kr.

Det er imidlertid ikke uhørt, at sportsstjerner også bedriver sig som forretningsfolk ved siden af idrætten. Eksempelvis har den danske fodboldstjerne og tidligere landsholdsspiller Martin Braithwaite også gjort sig i ejendomsinvesteringer for mange millioner, bl.a. gennem sit ejendomsselskab Marca og Mundo Deportivo, der ifølge Forbes er værdisat til ca. 1,6 mia. kr.

Læs også
Top job