Erhverv

Midt i global chipmangel: Techgiganter går egne veje

Flere af verdens største techselskaber begynder i højere og højere grad selv at designe de meget efterspurgte microchips. Det kan give en konkurrencefordel, lyder det bl.a.

Facebook-topchef Mark Zuckerberg leder et af de selskaber, der nu i højere grad end tidligere selv designer microchips. Foto: AP, Noah Berger.

Nogle af verdens største og førende techselskaber begynder nu for alvor at melde sig på banen, når det handler om at designe de chips, der i øjeblikket er stor mangel på globalt.

Det skriver CNBC og henviser bl.a. til virksomheder som Apple, Facebook, Tesla og Amazon.

»Disse selskaber ønsker i stigende grad specialfremstillede chips, som passer til deres applikationer frem for en generisk chip, deres konkurrenter også bruger,« siger Syed Alam, global chef for microchip i Accenture, til CNBC.

De nye tiltag handler om selve chipdesignet, altså at de selv tegner et diagram over chippens indmad, og så sender det afsted til firma, som producerer dem rent fysisk.

»Det giver dem mere kontrol over integrationen mellem softwaren og hardwaren, samtidig med at det differentierer dem fra konkurrenterne,« siger Syed Alam.

Den globale mangel på f.eks. computerchips risikerer over de kommende måneder også at ramme danske forbrugere hårdt, da det kan blive svært at skaffe særligt en standardvare.

Det skyldes, at de sparsomme computerchips især finder vej til de dyreste modeller i producenternes sortiment.

Eksempelvis fokuserer de mere på at opretholde leverancen af kraftige grafikkort end på at fremstille almindelige grafikkort, hvilket altså kan gå ud over det brede udvalg i butikkerne.

»Så vi kigger ind i et efterår, hvor vi har nogle bekymringer,« sagde Powers salgschef, Simon Frølich, for nylig.

Det betyder, at kunderne i nogle tilfælde må væbne sig med tålmodighed og forvente lange leveringstider, eller i nogle tilfælde slet ikke at få sine ordrer bekræftet i det kaotiske marked.

Læs også