Erhverv

Minkbranche kan få hjælp fra coronapulje frem til 2023

I november sidste år beordrede regeringen alle landets mink aflivet.  Arkivfoto: Marius Renner

Pulje, der skal hjælpe minkavlere og deres ansatte videre til ny beskæftigelse, er blevet forlænget et år.

Tidligere ansatte i minkbranchen får forlænget tilbuddet om hjælp til en ny uddannelse.

En såkaldt omstillingspulje bliver forlænget ind i 2022.

Puljen giver afskedigede ansatte fra minkbranchen ret til at vælge enhver type uddannelse.

Det er partierne bag aftalen blevet enige om. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen stod ellers til at udløbe ved udgangen af i år.

Puljen dækker personer, der bliver ledige, efter at de har arbejdet i minkbranchen eller i følgeerhverv.

De kan vælge alle typer af uddannelse, uanset om det er offentlige eller private udbydere i Danmark. Der er ikke noget loft over, hvad uddannelsen må koste.

Puljen blev oprettet i januar i år. Det skete, da et flertal i Folketinget blev enige om rammerne for erstatning til landets minkavlere og deres medarbejdere.

I november sidste år beordrede regeringen alle landets mink aflivet. Det skyldtes frygt for smittespredning af coronavirus.

Den nu forlængede aftale skal sikre, at ansatte fra minkerhvervet bliver hjulpet videre til andre erhverv. Det siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der glæder sig over, at puljen nu bliver forlænget:

- Det er helt afgørende, at personer fra minkerhvervene bliver hjulpet målrettet videre til andre erhverv.

- Det er dygtige og arbejdsomme folk, hvis kompetencer vi skal drage nytte af og bygge videre på. Her er det helt oplagt, at man har fokus på de mange grønne job, der opstår med den grønne omstilling, siger ministeren.

Aftalen om erstatning til minkavlere - også om den såkaldte omstillingspulje - er indgået mellem S-regeringen, Venstre, De Radikale, SF og Liberal Alliance.

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, er allerede nu klar til at forlænge ordningen ind i 2023, hvis det bliver nødvendigt.

- Det handler om, at minkavlere og medarbejdere i minkerhvervet og følgeerhverv fortsat skal have ret til videreuddannelse, så de får et godt afsæt til at komme godt videre i deres liv.

- Og så er Venstre klar til at finde flere midler, såfremt behovet for uddannelse fortsætter ind i 2023, siger ordføreren.

Læs også
Top job