79-årige Bernd Grieses millionbonus møder kritik fra Danske Bank og Nordea
På trods af at Harboes Bryggeri stod midt i en økonomisk krise, fik Bernd Griese en stor bonus med, da han forlod direktørposten. Både Danske Bank og Nordea, der er aktionærer i bryggeriet, siger nu fra overfor den slags udbetalinger.
Nye dokumenter viser, at forhenværende adm. direktør i Harboes Bryggeri Bernd Griese fik 4,2 mio. kr. med ud af døren, da han i efteråret 2019 forlod direktørposten. Det skete på trods af, at bryggeriet dengang stod midt i en økonomisk krise, skriver Berlingske.
Blandt aktionærerne i Harboes Bryggeri er Danske Bank og Nordea. De to storbanker har begge overfor avisen taget afstand fra udbetalingen.
»Vi ønsker, at der er gennemsigtighed omkring bonusser og fratrædelsesgodtgørelser i forhold til, hvad ledelsen bliver målt på. I dette tilfælde har selskabet ikke i tilstrækkelig grad givet investorerne den gennemsigtighed,« skriver Erik Eliasson, chef for bæredygtige investeringer i Danske Bank, i en e-mail til Berlingske.
Det var Bernd Griese datter, Karina Harboe Laursen, der overtog posten som adm. direktør, og det blev starten på et internt opgør.
Efter kun få måneder på posten forlod Karina Harboe Laursen i december 2019 virksomheden med øjeblikkelig virkning grundet uenighed om strategien. Både den daværende driftsdirektør, Kirsten Ægidius, og den daværende formand, Søren Stampe, forlod samtidig bryggeriet.
Herefter overtog Bernd Griese formandsposten og Søren Malling, Karina Harboe Laursens svoger, blev adm. direktør.
En vederlagsrapport, der for nyligt blev offentliggjort, viser, at Karina Harboe Laursen og Kirsten Ægidius modtog hhv. 2,4 mio. kr. og 1,6 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse.
I det skæve regnskabsår 18/19 havde Harboes et underskud på 12,9 mio. kr., og året efter var det vokset til et underskud på 32,7 mio. kr. I det seneste regnskabsår, der netop er afsluttet, har bryggeriet leveret et overskud på lidt over 5 mio. kr.
Det er tidligere kommet frem, at Harboes Bryggeri har købt »varer« og »tjenesteydelser« af Bernd Grieses private selskaber for mere end 300 mio. kr. Det, og en række andre sager om sammenblanding af bryggeriets økonomi og Bernd Grieses private interesser, har fået flere investorer til at miste tillid til bestyrelsesformanden.
Både Nordea og Danske Bank oplyste i sidste måned, at de ville stemme imod et genvalg af Bernd Griese. Men da Harboes generalforsamling blev afholdt 20. august i år, blev den 79-årige bestyrelsesformand genvalgt.

