Erhverv

Familien bag Hi-Fi Klubben tjener styrtende på butikslukninger

Familien Lyngdorf, der bl.a. ejer Hi-Fi Klubben, kan bryste sig af sit første overskud nogensinde - og det er i blandt andet drevet af coronanedlukningerne.

Johan Peter Lyngdorf står bag den succesfulde højtalerkæde Hi-Fi Klubben. Arkivfoto.

Regeringens butiksnedlukninger under coronakrisen har skudt mange virksomheders indtjening i sænk. Familien Lyngdorf, der står bag flere selskaber, heriblandt Hi-Fi Klubben, tjener imidlertid flere penge end nogensinde før - og det kan den takke nedlukningerne for.

Familiens holdingselskab, Lyngdorf Familie Holding ApS, har netop præsenteret sit første overskud nogensinde. Årets resultat lyder på næsten 69,4 mio. kr.

Siden sin stiftelse i 2017 har selskabet ellers kun haft røde tal i regnskabsbøgerne, hvor bl.a. regnskabsåret 2019/2020 bød på et underskud på 28,6 mio. kr.

Årets pæne resultat tilskriver familien i høj grad aktiviteter i virksomheden AudioNord International, der ejer Hi-Fi Klubben, fremgår det af regnskabet.

Her har man nemlig oplevet stor vækst under coronakrisen.

Overskuddet er stærkt drevet af Hi-Fi Klubbens onlinesalg, som er boomet under coronakrisen. I regnskabet skriver ledelsen, at udviklingen i onlineandelen »har været positivt drevet af Covid-19 butikslukninger,« men at man ikke forventer en tilbagegang, selvom de fysiske butikker nu må holde åbent igen.

Christoffer Arensbach, der er adm. direktør i AudioNord International, forklarer, at man lige nu har stor fokus på onlinesalg, men at man også generelt ser en voksende interesse inden for hifi-produkter.

»Det er noget, der skvulper lidt op og ned. Men lige nu giver det sig til udtryk gennem f.eks. pladespiller. Der er mange unge mennesker, der synes, at det er fedt, at have en pladespiller nu,« siger han og tilføjer at også hjemmebiografer er blevet mere og mere populære.

Men det er klart, at coronakrisen har hjulpet på salget.

»Der har været en coronaeffekt her det sidste år. Der er mange mennesker, som har brugt penge hjemme i stedet for på rejser, festivaller og alt muligt andet. Det er vi naturligvis også hjulpet af,« siger Christoffer Arensbach.

Derudover forklarer han, at virksomheden generelt har set en stigning i salg af produkter og derudover endelig kan se effekten af at være gået ind på flere internationale markeder, herunder Tyskland, for et par år siden.

I AudioNord Internationals seneste regnskab fremgår det, at koncernen går ud af regnskabsåret 2020/2021 med et overskud på knap 66,3 mio. kr.

Selskabet ejes udelukkende af Lyngdorf-familien, som består af Hi-Fi Klubbens stifter Johan Peter Lyngdorf og derudover Marianne Lyngdorf, Maj Lyngdorf, Frederik Lyngdorf og Sofie Amalie Lyngdorf.

Johan Peter Lyngdorf ejer lidt over halvdelen af holdingselskabet mens Maj, Frederik og Sofie Amalie Lyngdorf hver ejer lidt mere end 15 pct.

Ud over Hi-Fi Klubben står Johan Peter Lyngdorf også bag SL Audio og højtalerproducenten Dali.

Læs også