Demonstranter tænder bål i gaden efter indførelsen af bitcoins i El Salvador
Store protester finder sted i El Salvador, efter det sydamerikanske land tirsdag var det første i verden til at indføre kryptovalutaen bitcoin som betalingsmiddel.
Tusindvis af demonstranter sætter gaderne i brand i El Salvadors hovedstad, San Salvador, efter landet tirsdag skrev sig ind i verdenshistorien ved at være det første land til at tillade bitcoin som betalingsmiddel.
Det skriver BBC.
Demonstranterne er utilfredse med indførelsen af bitcoins som en national valuta. De frygter, at kryptovalutaens ustabilitet vil smitte af på landets økonomi, som i forvejen er et af Sydamerikas fattigste. Det er en bekymring, som også er udtrykt blandt økonomer og internationale finansielle organisationer, heriblandt den internationale valutafond, IMF.
El Salvadors lancering har fået Bitcoin-kursen til at falde markant. Bare i går, tirsdag, faldt kursen med 11 pct. Bitcoin-kursen er onsdag faldet yderligere.
Faldet i kursen skyldes i følge BBC tekniske problemer med betalings-appen Chivo, som regeringen har brugt til at tilbyde alle landets indbyggere en digital pung kaldet en bitcoin-wallet, hvori regeringen havde puttet 30 dollars i bitcoins i som startbonus til alle indbyggere, der registerede sig. Chivo-appen gik ned som følge af for mange brugerregisteringer.
Dagen i går, som på twitter er døbt #BitcoinDay, var en »meget dårlig dag« for landets 40-årige præsident, Nayib Bukele, der har været frontmand for at indføre valutaen. Det mener oppositionspolitikeren Johnny Wright Sol.
»Majoriteten af befolkningen ved meget lidt om kryptovalutaer. Det, vi ved, er, at det er et risikofyldt marked. Det manifesterede sig tydeligvis i dag,« sagde han i går til BBC.