Erhverv

Danskejet kæmpefarm ramt af svinepest - 53.000 grise skal aflives

En række danskejede landbrugsselskaber er hårdt ramt af svinepest. Sygdommen har nu spredt sig til en farm med 53.000 grise.

Veterinærmyndighederne har netop bekræftet, at der er konstateret svinepest på en danskejet farm med 53.000 grise. Alle grise på farmen skal aflives og destrueres.
Foto : Charlotte de la Fuente

Der er netop udbrudt svinepest på en danskejet farm med 53.000 grise. Sygdomsudbruddet medfører, at alle grise på farmen i Rusland skal aflives og destrueres.

Farmen er ejet af landbrugskoncernen Idavang, som producerer grise og korn på en række store bedrifter i Rusland og Litauen.

»Vores medarbejdere på farmen i Rusland fik i går mistanke om svinepest, da de observerede et antal døde og syge søer. Der blev sendt blodprøver til de lokale veterinærmyndigheder, som nu har meldt tilbage, at der er tale om svinepest,« oplyser Jytte Rosenmaj, næstformand i Idavangs bestyrelse.

Der er 3.400 søer på farmen, hvorfra Idavang årligt sælger omkring 115.000 grise. Farmen tegner sig for 14 pct. af Idavangs produktion, men genererede i første halvår 30 pct. af koncernens driftsindtjening.

Farmen ligger i et område af Rusland, hvor svinepest er udbredt, oplyser Jytte Rosenmaj.

Tabet af besætningen erstattes, mens Idavang selv står tilbage med regningen for driftstabet. Farmen skal nu tømmes for dyr, rengøres og derefter stå tom i op mod et halvt år. Der vil gå omkring et år, før produktionen nærmer sig normalt niveau.

To af Idavangs svinefarme i Litauen har tidligere været ramt af svinepest. I begge tilfælde blev omkring 20.000 grise aflivet.

Afrikansk svinepest
  • Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom.
  • Svinepest kan ikke smitte mennesker.
  • Sygdommen medfører meget høj dødelighed i de ramte svinebesætninger.
  • Det er endnu ikke muligt at vaccinere mod sygdommen.
  • Virus kan overleve i kødprodukter og dermed spredes med madrester, som ædes af dyr.
  • Virus kan også spredes med gødning på eksempelvis lastbiler eller i forbindelse med handel med grise, der er smittede, men endnu ikke viser tegn på sygdommen.
  • Virus spredes også via vildsvin, som kan smitte hinanden eller blive syge, hvis de æder inficerede madrester.
  • Lande, der rammes af svinepest, afskæres straks fra en række eksportmarkeder.
  • Sygdommen er udbredt i lande som Rusland, Kina, Polen, Slovakiet, Rumænien, Tyskland, Ungarn og de baltiske lande.
  • Der har aldrig været udbrud af afrikansk svinepest i Danmark.

»Det er aldrig lykkede at fastslå, hvordan sygdommen kom ind på de to farme i Litauen, og vi har heller ingen mistanke om, hvad der kan være gået galt på den russiske farm. Alle vores farme er beskyttet med maksimal biosecurity,« fortæller Jytte Rosenmaj.

Idavang, som er ejet af en kreds af danske landmænd, producerer årligt omkring 800.000 grise, driver 9.000 hektar og omsætter for 750 mio. kr.

Andre grupper af danske landmænd driver en række store svinefarme spredt ud over Østeuropa. Farmene har i en årrække tjent masser af penge, men har de seneste år også været hårdt ramt af svinepest.

Således er det danskejede landbrugsselskab DanBred Arges netop blev ramt af svinepest for tredje gang i Rumænien. Det første udbrud ramte selskabets slagtesvinefarm i oktober 2019 og medførte, at 30.000 grise måtte aflives. Få måneder senere fulgte et udbrud på selskabets smågrisefarm, hvor mere end 40.000 dyr blev aflivet.

Denne farm stod tom i det meste af 2020, men i løbet af i år er produktionen gradvist genopbygget med nye dyr. De første grise blev sendt til slagtning for få uger siden, men umiddelbart efter blev der igen konstateret svinepest på farmen, hvorefter 31.000 grise skulle aflives.

»Alle grisene er aflivet og gravet ned, så nu står staldene igen tomme. Vores farme er fuldstændig hegnet ind med alle tænkelige foranstaltninger. Der er for længst strammet op overalt for at holde sygdommen ude. Det er fuldstændig uforståeligt for os, hvordan sygdommen kommer ind på farmene,« siger Martin Agerskov, som er en af hovedaktionærerne i DanBred Arges.

Selskabet får erstattet de grise, der aflives og destrueres. Udgiften til at aflive dyr og rengøre farmen er imidlertid for egen regning, og det samme er det betydelige driftstab, der følger, når staldene skal stå tomme i et halvt år.

»Vi står med mere end 100 medarbejder og skal finde ud af, hvad vi gør med dem, mens produktionen ligger stille. Det er en grim situation. Svinepesten florerer overalt i Rumænien og er nok mere udbredt end nogensinde,« vurderer Martin Agerskov.

Han medgiver at »det efterhånden er svært at være optimist.«

»Vi lod stalden stå tom syv måneder, inden vi satte nye dyr ind, og alligevel går det galt. Det er svært at se, hvad vi mere kan gøre. Planen er fortsat, at vi vil genetablere produktionen, men det er uafklaret hvornår. Vi har brugt mange penge, og har mange værdier stående i Rumænien. Hvis vi skal få glæde af dem, så skal der grise ind i staldene igen,« siger Martin Agerskov, der også driver en stor landbrugsbedrift med grise i Danmark.

Også den danskejede landbrugskoncern DCH International, som driver store svinefarme i Rumænien, har flere gange været ramt af svinepest. I år er der foreløbig konstateret mere end 1.100 udbrud af den frygtede sygdom i rumænske svinebesætninger og 850 i landets bestand af vildsvin.

Store, danskejede landbrugsselskaber som AgroEast, Scandinavian Farms, Goodvalley, og Zythomir Holding har også været hårdt ramt af svinepest.

I alle tilfælde er der tale om selskaber, som drives topprofessionelt og med et maksimum af biosecurity – dvs. foranstaltninger, som skal holde sygdomme ude. Alligevel går det gang på gang galt. Sædvanligvis spreder smitten sig med gødning eller madrester, men der er også mistanke om, at insekter kan bære sygdommen videre.

Læs også