Serier

Southwest Airlines vil betale sine ansatte til at få en coronavaccine

Southwest Airlines stiller sig i rækken af amerikanske flyselskaber, der vil betale sine ansatte til at lade sig vaccinere mod coronavirus.

Corona rammer verden
Southwest Airlines er blot ét af flere store amerikanske luftfartsselskaber, der indfører bonus for at lade sig vaccinere eller omvendt udfordrer ansatte, der ikke gør det. Lucy Nicholson/Reuters.

Tag en coronavaccine og modtag en bonus.

Sådan lyder opfordringen fra det amerikanske flyselskab Southwest Airlines, der indfører en bonus til personalet for at lade sig stikke. Samtidig stopper flyselskabet med at udbetale ikke-vaccinerede medarbejdere, der får corona, løn i den periode, de er i karantæne.

Det skriver BBC.

Southwest Airlines lægger sig dermed i slipstrømmen på andre store amerikanske flyselskaber som Delta Air Lines, American Airlines og United Airlines, der alle tidligere har indført lignende tiltag.

Delta Air Lines har tidligere meddelt ikke-vaccinerede medarbejdere, at de må betale en ekstraafgift på knap 1.300 kr. månedligt for stadig at være en del af selskabets sundhedsplan, mens American Airlines er stoppet med at forsikringsdække ikke-vaccinerede medarbejdere.

Southwest Airlines’ medarbejdere har modtaget en besked, hvori der står, at dem, der kan fremvise dokumentation til selskabet for, at de er vaccineret senest den 15. november, vil modtage en bonus på 16 timers ekstra løn.

»Hvis du ikke er vaccineret og allerede har valgt at blive det, giver denne tidshorisont dig nok tid til at modtage begge runder af en vaccine med to stik eller vaccinen, der blot kræver ét stik,« lyder det fra flyselskabet til medarbejderne.

Modsat Danmark er Amerika stadig hårdt præget af Delta-varianten af coronavirus, og senest vil præsident Joe Biden ifølge Bloomberg News bede myndighederne – Labor Department – om at indføre flere restriktive coronaregler for private virksomheder med mere end 100 ansatte.

Reglerne indebærer blandt andet, at medarbejderne enten skal vaccineres eller testes ugentligt for at kunne gå på arbejde. Reglerne forventes at påvirke op til 100 mio. amerikanere.

Læs også