Serier

Circle K melder sig ind i kampen om strømkunderne: Vil sikre »optimalt tempo på den grønne omstilling«

Circle K melder sig for alvor ind i kampen om at levere strøm til forbrugerne i Skandinavien. I første omgang står Norge for skud, men det er meget muligt, at også Circle K i Danmark i fremtiden vil tilbyde opladning af elbiler og levering af el til hjemmet.

Den grønne bølge
Circle K er allerede i fuld gang med at udrulle ladere på stationerne i Danmark. Om Circle K vil følge med Circle K i Norge er endnu ikke fastlagt, siger brændstofdirektør Peter Rasmussen. Chris Helgren/Reuters. Ladestanderne bliver med Circle K brand, og skal give 150 kWh. Foto: Circle K/PR

Circle K forsøger med en offensiv strategi at følge med den grønne omstilling og udvikling. I fremtiden forventes brændstof til biler at blive mere strømdrevet, og det ønsker tankstationen at blive en del af. Derfor vil Circle K nu til at levere strøm til forbrugerne.

Brændstofleverandøren, der tidligere var kendt som Statoil, indtog det norske strømmarked i juni, men har ikke snakket offentligt om fremtidsplanerne før nu, hvor Preben Kristiansen, leder for Circle K’s seneste norske strømsatsning, taler ud i et længere interview med det norske medie E24.

Når du nu ønsker at fylde energi på bilen hjemmefra, tænker vi også, at vi bør levere strøm til folks hjem.

Preben Kristiansen, leder for Circle K’s seneste norske strømsatsning

Her siger han, at der er to grunde til, at Circle K melder sig ind i el-kampen; overgangen til elbiler og det uoverskuelige strømmarked i Norge.

»Vi ser lige nu, at flere og flere heldigvis kører elbil. Stedet, du har mest lyst til at lade bilen, er hjemme i garagen. Det er mest enkelt og ofte billigere, og du har altid en fuldt opladet bil. Når du nu ønsker at fylde energi på bilen hjemmefra, tænker vi også, at vi bør levere strøm til folks hjem,« siger Preben Kristiansen til det norske medie.

Han tilføjer, at Circle K ønsker at gøre strøm mere enkelt for forbrugeren og samtidig lave et økosystem rundt om det eksisterende stationsnetværk.

Hvis alt går godt i Norge, kommer vi helt sikkert til at følge efter og tilbyde opladning af elbiler både hos os, men også hjemme hos forbrugeren.

Peter Rasmussen, brændstofdirektør i Circle K Danmark.

I Danmark vil Circle K kigge mod naboerne mod nord for at tage ved lære af processen. Det fortæller Peter Rasmussen, der er brændstofdirektør i Circle K Danmark, til Finans.

»Vi er allerede i fuld gang med at udrulle ladere på vores stationer, men vi ved ikke helt, hvornår vi er klar med en hjemmeladeløsning. Hvis alt går godt i Norge, kommer vi helt sikkert til at følge efter og tilbyde opladning af elbiler både hos os, men også hjemme hos forbrugeren.«

Han uddyber, at Circle K arbejder intensivt med fremtidens bæredygtige energi, men at Circle K i Danmark og Norge arbejder med to forskellige markeder.

»I Norge udvikler vi fokuseret på el til biler - både opladning på vores stationer og hjemme. I Danmark har vi til opgave at være med til at drive udbredningen af Power-To-X, der er essentiel for at få den tunge transport med på den grønne omstilling. Vi lærer af hinandens erfaringer, og med udvikling på to forskellige områder, på to forskellige markeder, sikrer vi optimalt tempo på vores grønne omstilling,« siger Peter Rasmussen.

Læs også