Aktierne får comeback oven på Evergrande-chok
Efter et fald i C25-indeks på 1,43 pct. mandag er der forsigtig optimisme fra aktiemarkedets åbning tirsdag - NKT stiger voldsomt.
Det danske aktiemarked retter sig her til formiddag efter et større fald mandag.
C25-indekset, der faldt 1,43 pct. mandag, ligger omkring kl. 11 til en stigning på knap 1 procent.
Mandagens fald skyldtes frygten for, at kollapset i den kinesiske ejendomsgigant Evergrande ville sprede sig til resten af verden og udløse det, der bliver kaldt et nyt ”Lehman Brothers moment”.
Lehman Brothers fald førte i sidste ende til finanskrisen i 2008.
Den største kursgevinst i formiddagens marked tilfalder NKT. Selskabet ligger lige uden for C25-indekset og stiger med med 9-10 pct. efter en stor ordre på et kabelprojekt i USA.
Selv om aktiemarkederne i Asien har været en blandet fornøjelse, så ligger de amerikanske futures til en større stigning, og det smitter også af på de danske aktier.
Stigningerne i C25 er relativt bredt funderet med de største stigninger til DSV, A.P. Møller - Mærsk, Demant og Netcompany.
Langt de fleste selskaber i C25 ligger til en stigning og kun 6 selskaber ligger i et marginalt minus.