Amazon skruer op for en skandinavisk offensiv i onlinehandlen
Den amerikanske e-handels-gigant lancerer nu et medlemsprogram i Sverige, der skal skaffe loyale kunder. 200 mio. forbrugere rundt om i verden betaler aktuelt til Amazon Prime.
Amazon ruster sig til at vinde flere kunder i Sverige - og dermed måske på sigt også i Danmark og de øvrige skandinaviske lande.
Da den globale onlinegigant for knapt et år siden gik ind i Sverige med eget setup, var der stor opmærksomhed om det i hele detailhandlen – også den danske. Netop en sådan offensiv var mødt med en vis bekymring.
Siden har der dog været noget behersket opmærksomhed om Amazon i Sverige. Trods den amerikanske storkoncerns udbygning med eget logistikcenter ved Stockholm har den offensiv ikke skabt store forandringer eller markant øget konkurrence på det samlede, skandinaviske onlinemarked.
Amazon, der er kendt for en stor onlineportal med mange varer og en udrullet logistik, tager dog nu endnu et våben i brug.
Amazon lancerer koncernens Prime-medlemsklub i det skandinaviske land. Et tiltag som andre steder i verden har øget forbrugeres loyalitet.
Det medlemsprogram giver - mod abonnementsbetaling - kunder gratis og hurtig fragt samt en række andre medlemsfordele - bl.a. film- og tv-streaming. Amazon Prime har - ifølge selskabets egne oplysninger - flere end 200 mio. medlemmer i 22 lande.
I Sverige koster det i første omgang 59 svenske kr. – ca. 43 kr. - om måneden at blive Prime-medlem.
»Der er gået næsten et år, siden vi lancerede Amazon i Sverige, og vi er glade for modtagelsen. Med lanceringen af Amazon Prime kan vi tage næste skridt over for vores kunder,« udtaler Gulfem Toygar, landechef for Amazon i Sverige.
I samme pressemeddelelse udtaler Jamil Ghani, der har titel af vice president for Amazon Prime i koncernen, at han er glad for, at kunder til den svenske forretning nu også kan blive del af det globale medlemsprogram.
David Sandberg, som leder af Boston Consulting Group i Sverige, vurderede i foråret over for Finans, at Amazon indtil da havde taget det stille og roligt i Sverige for at opbygge noget erfaring. Og at det store ryk vil komme, når selskabet åbner for Prime-medlemskab.
»Det er den vigtigste brik for dem. Det er fundamentet for deres succes, for det giver loyale kunder. Ud fra lanceringer på andre markeder forventer jeg, at Prime bliver rullet ud snart her i Sverige,« sagde David Sandberg.