Storm giver elkunder et pusterum – få overblikket på 2 minutter
Torsdag vil stormen sætte vindmøllerne i arbejde. Det betyder billig vindstrøm, men kun til elkunder i Vestdanmark - og kun i tre timer.
Der er sjældent grund til at hilse et regulært stormvejr velkommen. Men torsdag har virksomheder og private elkunder grund til at gøre en undtagelse.
1. Stormen. DMI har torsdag varslet stormvejr over Danmark. Mens det af mange grunde er dårlig nyt, er stormen godt nyt for i hvert fald elprisen. De seneste uger har elprisen været rødglødende, og så sent som tirsdag morgen satte prisen rekord med 1,59 kr. pr. kilowatt-time (kWh) - alene for den rå strøm. For privatkunder kommer hertil elafgifter, transportbetaling, abonnement og moms. Alt sammen betyder det en årlig ekstraregning på tusindvis af kroner sammenlignet med et typisk år – hvis den høje elpris varer ved.
2. Elprisen. Stormvejret sætter imidlertid Danmarks godt 6.200 vindmøller i arbejde. Normalt betyder det masser af billig, grøn strøm, men selv det varslede stormvejr formår ikke at ændre på, at de europæiske elpriser er under et voldsomt prispres. Den gode nyhed er, at stormvejret torsdag vil halvere elprisen i forhold til onsdagens pris, der nok engang er over 1 kr. Den dårlige nyhed er, at dagsprisen alligevel vil lande på 0,50 kr., hvilket historisk er en høj kWh-pris.
3. Fremtiden. Når stormvejret har passeret Danmark, vil den høje elpris efter alt at dømme igen indfinde sig. Dermed er 2021 godt på vej til at tage plads i historiebøgerne som det foreløbig dyreste år for elkunderne siden 2008, hvor en buldrende økonomi pressede den gennemsnitlige årspris på el op i dengang rekordhøje 0,42 kr.
4. Bonusinfo. De høje elpriser rokker ved fortællingen om, at vindmøller og solceller er den direkte vej til en billig omstilling til et grønt Danmark. De seneste måneder har vist, at elprisen – grøn omstilling eller ej - går sine egne veje. Selv om stormen torsdag byder på næsten gratis el i tidsrummet kl. 13-15 i Vestdanmark, begynder dagen med skyhøje elpriser på 0,77-0,82 kr. I perioden 2015-2020 lå den gennemsnitlig markedspris på el på 0,29 kr.

