Erhverv

Risikerer mange års fængsel: USA arresterer direktør for russisk naturgasgigant

Mark Gyetvay, finansdirektør for den russiske naturgasgigant Novatek, er blevet arresteret af USA for skattebedrag. Han risikerer mange års fængsel.

Mark Gyetvay har været finansdirektør og bestyrelsesmedlem i den russiske naturgasgigant Novatek siden 2003. Foto: Sergei Karpukhin/Reuters.

USA har arresteret en af de mest indflydelsesrige ledere i Ruslands naturgasindustri for skattebedrag. Det drejer sig om finansdirektøren for Ruslands andenstørste naturgasselskab Novatek, Mark Gyetvay. Han risikerer mangeårig fængselsstraf.

Det oplyser det amerikanske justitsministerium, Department of Justice, i en pressemeddelelse.

Mark Gyetvay, der er bosat og har statsborgerskab i USA, er anklaget for at bedrage USA ved at have undgået at betale »millioner af dollars« i skat til de amerikanske myndigheder i delstaten Florida, hvor han bor.

Skatteunddragelsen skulle være sket via to hemmelige offshore-bankkonti i Schweiz, som på et tidspunkt har haft en beholdning på over 93 mio. dollars (590 mio. danske kr.).

Af anklagen fremgår det, at den russiske naturgasdirektør har forsøgt at undgå retsforfølgelse ved at forsøge at skjule sin forbindelse til de schweiziske konti. Han har eksempelvis ladet sin daværende russiske kone stå som ejer af sine konti.

Lovovertrædelserne skulle være sket i en periode fra 2005-2016.

Hvis Mark Gyetvay bliver dømt, risikerer han en mangeårig fængselsstraf. For hvert antal anklager for bedrageri, han bliver dømt for, kan han få op til 20 års fængsel. Derudover giver skatteunddragelse 5 års fængsel, og der gælder den samme strafferamme for at have indgivet falske erklæringer om sit ejerskab af de schweiziske konti.

Både Mark Gyetvay og Novatek afviser at kommentere på sagen, skriver flere internationale medier.

Det russiske naturgasgigant Novatek er Ruslands andenstørste med salg sidste år på knap 10 mia. dollars (64 mia. danske kr.) i følge Forbes.

Novatek er stiftet af russiske Leonid Mikhelson, som var Ruslands tredjerigeste person i 2020 med en formue på 17,1 mia. dollars (108 mia. kr.). Partnere i selskabet tæller desuden den russiske forretningsmand Gennady Timchenko, som siges at være en mangeårig ven af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Læs også