TV2 News får lukrativ plads i Yousee-grundpakke
TV2 News vil blive gjort tilgængelig for tv-udbyderen Yousees kunder med grundpakken. Men med en ny kanal kommer der også prisstigninger.
Fra nytår vil Yousees grundpakkekunder få adgang til TV2’s 24-timers nyhedskanal TV2 News.
Det bekræfter begge parter over for Mediawatch.
På samme tid sender Yousee endnu en prisstigning ud til sine kunder. Over for B.T. udtalte Yousee-topchef Christian Morgan onsdag, at Yousees tv-pakker fra nytår bliver 10-40 kr. dyrere. TV2 News vil fra nytår optræde i grundpakken, der ifølge topchefen vil blive 120 kr. dyrere.
»Aftalen er en del af et udvidet og frugtbart samarbejde mellem TV 2 og Yousee, og den bekræfter, at TV 2 News gennem de senere år har gennemgået en markant udvikling både på skærmen og hos seerne. TV 2 glæder sig over, at endnu flere danskere nu får adgang til News’ dagsordensættende programmer og og nyhedsopdatering via Yousee, så kanalen kan stå endnu stærkere i danskernes tv-sening,« lyder det i en skriftlig kommentar fra TV 2 til MediaWatch.
Ifølge Mediawatch er pladsen i Yousees grundpakke en kommerciel gevinst for TV2. TV2’s strategi er at vinde abonnenter til streamingtjenesten Play, men det er stadig den traditionelle tv-forretning og reklameindtægterne, der udgør hovedindtægten for TV2. Med pladsen i Yousees grundpakke, kan News hæve dens seertal og dermed reklamepotentiale, lyder det fra Mediawatch.
Yousee er ejet af TDC, som er ejet af ATP, PFA, PKA og den australske kapitalfond Macquarie. I andet kvartal 2021 havde Yousee lige akkurat over 1 mio. tv-kunder, men har på to år mistet 208.000 kunder. De nye prisstigninger begrundes med større ændringer i tv-pakkerne samt at det er blevet dyrere at købe indhold til tv-pakkerne.